konkosmo – Konservativ Kosmopolitik

Kysser Sohn med Honecker?

9. november 2009

I dag, den 9. november, har været en fantastisk dag. Et frit og samlet Europa er blevet fejret. Men spørgsmålet er, om vi endnu har fået taget opgøret med folkene fra dengang.

Tag Ole Sohn som eksempel på en af dem, der kæmpede imod de værdier vores samfund bygger på. Manden er i dag ubetinget næstkommanderende for SF, der vinder stadig større tilslutning som et pragmatisk socialistisk folkeparti. Imidlertid kan Ole Sohns fortid karakteriseres som alt andet end pragmatisk.

Ole Sohn var, som formand for DKP, leder af det mest Kreml-tro parti i Vesteuropa. Aldrig kritiserede DKP Sovjetunionen for deres forbrydelser. Af kendte eksempler på sådanne kan nævnes Ungarnsopstaden i 1956, der drev over 200.000 mennesker på flugt, Jerntæppets opbygning i 1962, Peter Fechters tragiske nedskydning under et flugtforsøg fra Østberlin i 1962, nedskydningen af et Korean Air fly med 263 personer ombord i 1983, massedeportationerne af politiske modstandere til særlig Sibirien – og listen kunne forlænges i det uendelige.

Mange vil måske mene, at det ikke er illegitimt at have haft en fortid på den yderste venstrefløj. Hertil vil jeg forfægte, at man heller ikke kunne forestille sig en tidligere nazist som fremtrædende politiker, hvis det da ikke lige var for tidl. Formand for SF, Gert Petersen, der havde en fortid som nazist under Anden Verdenskrig.Ydermere er det vigtigt at huske, at DKP netop adskilte sig fra f.eks. Venstre Socialisterne (VS) og Socialistisk Arbejderparti (SAP) ved altid at være loyale overfor styret i Kreml.

Så vidt jeg ved, er det kun Aksel Larsen af formænd for DKP, der turde kritisere Sovjets forbrydelser, da han i kraftige vendinger kritiserede slagtningen af oprørerne i Ungarn. Kritikken medførte i øvrigt eksklusion fra partiet – Kommunismen har jo altid haft et smukt menneskesyn!

Problemet med Ole Sohn er ikke, at han ikke vidste bedre. Tværtimod har han udmærket været klar over, hvad der foregik. Undertrykkelsen, fattigdommen og truslen mod den europæiske befolkning var så åbenlys, at selv Sohn har opfattet det. Men i den syge kamp for de samfundsmæssige fremskridt, som blev forfulgt med rod i Karl Marx’ teori om den historiske nødvendighed, har Sohn ikke blot vendt det blinde øje til, men derimod kæmpet aktivt for sagen. At prisen var køb på menneskerettigheder og undertrykkelse af befolkningen, har tilsyneladende ikke rørt ham. Der er således ikke tvivl om, hvilken side Ole Sohn ville kæmpe på, hvis Den Kolde Krig var blevet varm.

Dagen i dag er værd at fejre, og det kunne være passende, om Sohn i det mindste ville undskylde sin rolle som formand for DKP. Den mulighed har han endnu ikke benyttet, og det kan kun tolkes som et tegn på, at manden i jagten på magten har lagt sine idealer fra sig i offentligheden. Tilbage er kun at betvivle, hvilken side Sohn vil kæmpe på, hvis kampen for vestlige værdier atter bliver aktuel.  At SF vælger at tildele Sohn en så fremtrædende position i partiet er samtidig tegn på, at partiet bygger på alt andet end pragmatisk socialisme, men derimod en pilrådden version af slagsen!

hsn

Gemt under: Generel debat