konkosmo – Konservativ Kosmopolitik

Madpakker og rendyrket socialisme

13. januar 2010

HURRA!! Det ord var det første, der faldt mig ind, da jeg til morges hørte, at der endelig var kommet gang i debatten om den tvungne madpakkeordning – for mere tåbelig ordning, skal man da lede længe efter, og at den endda er indført under en borgerlig regering er decideret skræmmende.

Børn er og bliver deres forældres ansvar – længere er den ikke. Det må være op til forældrene at sørge for, at børnene kommer i seng, at de kommer op, at de får et bad – og at de får morgenmad, middagsmad og aftensmad. Og helt ærligt – det er faktisk ikke så svært at smøre en madpakke, og det er i hvert fald noget nemmere, end at lave et varmt aftenmåltid.

Bevares, jeg kan godt se den pæne tanke i, at man vil sikre sig, at alle børnehavebørn får et godt og nærende måltid til frokost (om de gør det under den nuværende madpakkeordning er så et helt andet spørgsmål), men man er simpelthen også nødt til at have tillid til, at den gennemsnitlige forælder er i stand til at give sit barn en fornuftig madpakke med – og så må man skride ind over for de forældre, der ikke gør det, i stedet for at skære alle forældre over én kam.

Ved at fratage forældrene muligheden for at smøre madpakke, fratager man dem en del af ansvaret for deres børn, og giver det til staten i stedet. Og hvor er vi så henne? Tror vi helt seriøst på, at alle forældre ikke er i stand til at give deres børn et nærende måltid med i børnehave? Og hvordan kan vi så tro på, at de er i stand til at give deres børn morgenmad og aftensmad? Er vi så nødt til konsekvent at indføre heldagsbørnehaver, så staten kan give børnene alle deres måltider, eller skal vi bare sætte alle børnene i døgninstitutioner, så vi også er sikre på, at de får deres nattesøvn?

En (tvungen) madpakkeordning kan måske virke nok så uskyldig – men det er en reel fratagelse af forældrenes ansvar, og det er svært at tro på, at det vil stoppe der, hvis først man får folk til at tro på, at “staten er meget bedre til at tage sig af mine børn end jeg er“. Og hvem ved – så er der måske ikke lige så langt til Huxleys “Fagre Nye Verden” og Orwells “1984″, som man ellers kunne håbe på.

cha

Gemt under: Generel debat