konkosmo – Konservativ Kosmopolitik

Ny start for K?

23. februar 2010

Endelig skete det! Regeringsrokaden er en nu blot mere end tomme klummeforudsigelser. Uden at svinge sig op til at være en kloning af Mogensen og Kristiansen, kan man allerede nu konstatere, at det bliver en fantastisk uge i dansk politik.

Forudsat at rygterne om de nye ministre taler sandt, er den mest bemærkelsesværdige udnævnelse, at Lene Espersen overtager udenrigsministerposten. Nok var det ventet, men tilbage står stadig spørgsmålet om, hvorvidt det er en særlig klog strategi?

Jeg hører ikke til dem, der allerede nu er ved at skrive den politiske nekrolog over Lene Espersens formandskab, selv om det seneste halvandet år har været præget af en manglet overordnet politisk strategi for Det Konservative Folkeparti. Partiet har i desperation over dårlige meningsmålinger fremsat halvfærdige forslag, hvor både den juridiske og politiske holdbarhed har været mangelfuld. Af eksempler kan nævnes, da Bendt Bendtsen under EP-valgkampen skiftede holdning til Tyrkiets medlemskab af EU og da burkaer skulle forbydes, hvilket iflg. Brian Mikkelsen også var begrundet i hensynet til trafiksikkerheden.

Men en af de udmeldinger, der for alvor kan sætte tvivl om Lene Espersens evne til at være udenrigsminister var, da hun kort før COP15’s start afviste at ville trykke Robert Mugabe hånd, ligesom hun opfordrede til dansk kritik af Mugabes gentagende menneskerettighedskrænkelser. Det er ingenlunde min hensigt at forsvare Mugabe, men det sender et uheldigt signal for fremtidig dansk udenrigspolitik, hvis udenrigsministeren ikke kender diplomatiets regler.

Hvis man forestiller sig, at Per Stig Møller havde fulgt det velmente råd fra partiformanden, ville konsekvensen have været, at det danske formandskab i endnu højere grad ville få den afrikanske union på halsen. 

Ræsonnementet for Lene Espersens overtagelse af Udenrigsministeriet synes todelt. For det første har udenrigsministeren traditionelt været populær og samtidig vil det være en bedre platform for politiske udmeldinger.

Førstnævnte antagelse synes rigtig. Med undtagelse af Mogens Lykketofts korte tid som udenrigsminister, har positionen i de seneste regeringer været forbundet med stor popularitet og en god platform til at synliggøre sig selv.

Imidlertid er taktikken ikke tidssvarende. Først og fremmest er statsministerembedet blevet meget mere internationalt.                                Schlüter beklager sig åbenlyst i hans erindringer, ”sikken et liv” fra år. 1999, over, at Uffe Ellemann sad så hårdt på udenrigspolitikken, mens han selv måtte tage sig af de mere trivielle indenrigspolitiske sager.                            Siden Schluters tid er meget dog ændret. Der er bred enighed om, at en af årsagerne til at Niels Helveg Petersen i år. 2000 trådte tilbage som udenrigsminister var, at Nyrup blandede sig for meget i udenrigspolitikken. Også under Fogh blev statsministerens suverænitet på udenrigspolitikken understreget, hvilket bl.a. var tydeligt under EU-formandsskabet og i optakten til klimatopmødet.                                                                                            Man kan altså argumentere for, at Statsministeriet har udviklet sig til at være et slags ”mini udenrigsministerium”, hvilket har forøget den udenrigspolitiske handlefrihed betydeligt for den siddende statsminister.

Tilbage står naturligvis usikkerheden om, hvor store udenrigspolitiske ambitioner Lars Løkke Rasmussen har ovenpå det kæntrede klimatopmøde, hvor kritikken særligt var rettet mod Løkkes personlige formandskab. Omvendt er Løkkes mulighed for at opbygge et ”statmandsimage” afhængig af en udenrigspolitisk profil, hvilket kan kæntre det konservative forsøg på genoprejsning.

HSN

Gemt under: Generel debat

Tags:COP15, konservative, Lene Espersen, Udenrigspolitik