• “EU’s udfordringer de næste fem år” ved Bendt Bendtsen
• “En ny begyndelse for EU” ved Helle Sjelle
• “Lissabontraktaten og de danske forbehold i dag” ved Malene Wind

Og så selvfølgelig diskussioner om både klima og mulige datoer for en afstemning om forbeholdene.

Vi ser frem til at deltage, og til at rapportere nogle af konklusionerne. Det bliver forhåbentlig en åben, fremadsynet og konstruktiv konference/debat med højt til loftet og masser af konservativ kosmopolitik!

Peter Lemmich: Når nu jeg bliver betragtet som elitær, når jeg påstår, at det politisk-økonomiske borgerskab er bedre kvalificeret til at træffe beslutninger vedr. dansk euromedlemskab end Herr og Fru Danmark, repræsenterer du så Herr og Fru Frikadelle, eller en hidtil uset form for überelite i Danmark?

Lars Seier: Jeg repræsenterer sandheden!

I denne uge havde jeg fornøjelsen af at høre en meget humoristisk bankmand holde et seriøst oplæg om hvorfor Danmark ikke behøver skynde sig ind i eurozonen. Argumenter var der masser af, det større perspektiv og de politiske visioner kneb det derimod med.

Ovenstående blev LSCs sidste bemærkning. Omend det blev sagt med et smil, er jeg ikke i tvivl om, at han mener det alvorligt. Helt grundlæggende er LSC imod den fastkurspolitik, der siden 1982 har holdt Danmark på sporet i det internationale finans- og valutamarked, så det kræver et vis selvbedrag, at argumentere imod flertallet af økonomers, politikernes, virksomheders og alm. danskeres anbefalinger og ønsker til dansk pengepolitik (se bl.a. Finansministeriet – Danmark og Euroen, hvor Lars Løkke Rasmussen i flere omgange argumenterer imod LSC’s påstande).

Men selvfølgelig kan han argumentere for sin sag, og hvis man ikke har de store politiske ambitioner med EU (hvad Konservativ Ungdom desværre ikke har), er det nemt at falde til patten for argumentet om, at det er “overordentligt betryggende” at have den ekstra mulighed [aktiv pengepolitik] i en usikker verden, uanset om vi for øjeblikket vælger at bruge den eller ej.

Problemet opstår dog når man accepterer (og støtter) EU som politisk integrationsprojekt. Danmark ville nemlig kunne få uforholdsmæssig stor indflydelse på den finansielle og strukturelle udvikling i eurozonen, hvis vi da ellers havde noget at skulle have sagt. Frankrig, Italien og Grækenland kan jo godt se, at Danmark har fat i noget af det rigtige (ved Gud ikke alt, men ganske meget).

Derudover bør LSC også kende til, og anerkende, den selvforstærkende effekt af politisk sammenhold og integrationsvilje. Hvis eurolandene vil Euroen, så skal de også reformere og udvikle deres institutioner, hvad jeg er overbevist om, at de også kommer til. Samme effekt kan dog også være ødelæggende for den europæiske økonomi (i økonomisk teori kaldes det “hysterisis”), og manglende tro på, at euroen lykkes som valuta på lang sigt, kan sagtens ende med at blive en “self-fulfilling prophecy”. Ikke nok med, at det ville være økonomisk uforsvarligt – de politiske konsekvenser for europæisk udvikling, integration og sammenhold ville være endnu mere dræbende, både på kort og lang sigt.

LSC har charme, selvtillid og lækkert hår. Han kan argumentere, og har måske ret i sin (lettere overdrevet) kritik af den nuværende eurozones manglende reformvilje. Men han har ikke ret i, at Danmark ikke kan få indflydelse, at det er et håbløst politisk projekt, at hvem-som-helst får adgang til klubben (Letland fik fornylig afslag på trods af ganske få afvigelser fra stabilitetspagten), at Euroen ikke har betydning for den europæiske fælleskabsfølelse, at Danmark står stærkest ved at droppe tredje fase, eller at han repræsenterer nogen som helst form for sandhed.

Dansk euro-nølen og pessimisme er unødvendig og uholdbar – det er faktisk ikke engang sjovt.

pal