Meget kan man sige om fløjkrige, men de er ikke kedelige. Nu hvor Det Konservative Folkeparti langt om længe har genvundet selvtilliden, og noget der ligner fælles fodslaw, betyder det desværre også, at der er mindre at komme efter som almindeligt medlem, og en panisk angst for at skabe nævneværdig røre i vandet. De kritiske røster var forstummet, opbakningen til Lene E. og ledelsen var massiv, og samtlige 11 indstillinger/resolution blev vedtaget af landsrådet, på baggrund af en enig folketingsgruppe. “Vikonservative” er jo enige i alt…!
“Afliv dig selv!” – Sådan lød det prompte svar fra en familiefar, da en provokerende bænkebidder, med en Tuborg og rød Cecil i hånden, råbte “Skal du ikke ha’ aflivet den hund, dér?” fra den anden side af Valby Langgade. Familiefaren var ude og gå en stille og rolig tur med sin “kamphund”, kone og klapvogn. Man fornemmer, at det ikke var første gang han blev konfronteret…
“Jeg har ikke set et kondom i 20 år“. Citatet kommer fra Ugandas sundhedsminister, et af de mest ignorante mennesker, jeg nogensinde har mødt. Jeg havde “æren” af at møde ham forrige fredag, som kulminationen på en uge fyldt med indtryk fra forskellige projekter, civilsamfundsorganisationer og sundhedsklinikker.
Et af de besøg, der gjorde allerstørst indtryk på mig, var da vi besøgte fødeafdelingen på Ugandas største hospital, Mulago Hospital. Her lå kvinder og fødte på gulvet – det er virkelig billeder, man aldrig får slettet fra nethinden.
I morgen sætter jeg kursen mod Bruxelles, og på lørdag drager jeg endnu længere sydpå, nemlig til Uganda. Det er dog ikke nogen ren fornøjelsestur jeg skal på – jeg er nemlig en ud af otte europæere (young decision makers, bliver vi ligefrem kaldt), som skal på studietur til Uganda, arrangeret af den Bruxelles-baserede organisation EPF og danske Sex og Samfund.
I Bruxelles skal vi bl.a. til møde med en UNPFA -medarbejder og besøge den ugandiske ambassade, og i Uganda byder turen bl.a. på besøg på et offentligt hospital, besøg hos Sex og Samfunds projekt i Mbarara, møde med Ugandas sundhedsminister og middag på den danske ambassade – så der er lidt af hvert på programmet!
Jeg glæder mig utrolig meget til mit besøg i “Afrikas Perle”, som Winston Churchill så poetisk kaldte Uganda, og I skal ikke blive overrasket, hvis der under min tur kommer et par indlæg, inspireret af de forskellige besøg og møder.
Peter har tidligere her på siden skrevet om neo-fattigdom, og det er da også delvist dette, mit indlæg her tager udgangspunkt i. Jeg er nemlig ekstremt træt af at høre om hvor synd det er for 8-årige børn, at de ikke har en mobiltelefon, en bluse hvor der står D&G, eller solbrun hud fra en ferie på Bali.
Børnefattigdomsdebatten mangler i den grad perspektiver, og jeg mener (uden forhåbentligt at lyde alt for hippie-agtigt) at der er to fuldstændigt fundementale ting, som alle børn har ret til, og som de vitterligt er utroligt fattige uden – nemlig kærlighed og omsorg.
Som jeg tidligere har givet udtryk for på disse sider, er jeg stor fan af både jazz og klassisk. En af grundene til min forkærlighed for netop disse musikgenre er, at det er sange (eller “kompositioner”) der bliver spillet igen og igen og igen, af alle mulige forskellige kunstnere, orkestre mv. Nogle gange fortolkes der ifht. hvem der spiller/synger -- det gælder især for jazz -- og i andre tilfælde kan man gå ind og høre et stykke musik præcis som det blev skrevet og lyttet til for over 200 år siden.
Her til aften søgte jeg så, tilfældigvis, på den klassiske sang “Bei mir bist du schön” i iTunes Music Store. 187 forskellige versioner blev det til, lige fra den “originale” Andrews Sisters version fra 1937 (se video forneden) til en række ganske nye fortolkninger fra 2003, 2006 og 2009. Ethundredesyvogfirs. I 70 år har forskellige kunstere altså taget sangen og melodien til sig, sunget den, fortolket den, udviklet den. Ja, faktisk i 77 år, for den helt oprindelige version blev åbenbart skrevet i 1932 af Jacob Jacobs og Sholom Secunda til en jiddisk musical (læs hele historien).
Nok om organisk sangudvikling og mine musiske tilbøjeligheder -- swing it!
Med jævne mellemrum, og gerne i agurketiden, rapporterer medierne om en stigning i antallet af fattige børnefamilier og børn i Danmark. Senest kan Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (selvfølgelig har vi også et sådan) dokumentere en stigning på 10.000 fattige børn i år, i alt 60.000 fattige børn, i forhold til 2008. Statistikken blev bragt af DR 21-Nyhederne dags dato.
Det er naturligvis en trist statistik. Men hvad er det for en fattigdom, børnene egentlig oplever? Og hvad vil det i det hele taget sige, at være fattig i nutidens Danmark?
Når der den seneste tid har været talt om det nye forsvarsforlig, har vinklen været ens – alle steder er der blevet fokuseret på, at SF for første gang er med i et forsvarsforlig, og der er ikke blevet fokuseret videre på det substantielle i forliget.
Hvad jeg dog personligt synes er mere pudsigt, end blot det faktum at SF er med i forliget, er, at forliget har den virkning, at der over de næste fem år bliver taget 325 millioner fra ulandsbistanden, som i stedet overføres til militære operationer.
Personligt synes jeg at det er fuldstændig forrykt, at der igen skæres i den danske ulandsbistand, men når min forargelse sættes til side, er jeg ekstremt overrasket (og skuffet) over at partier som SF og Det Radikale Venstre er gået med til en sådan aftale. Her gik jeg faktisk og troede, at det var godt at man havde sådanne vagthunde i oppositionen, når nu ens eget parti ikke er i stand til at sige DF imod, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Danske Jens’er bliver nu selv af oppositionen prioriteret højere end afrikanske børn.
Jeg mener bestemt, at militæret og vores danske soldater skal prioriteres højt – men en sådan prioritering bør bare ikke ske på bekostning af ulandshjælpen (og her primært på bekostning af bistanden til Afrika), og selvom jeg finder det skammeligt, at Det Konservative Folkeparti kan gå med til en sådan prioritering, er jeg endnu mere skuffet over, at ikke engang partier som SF og Det Radikale Venstre er garanter for en langtidssikret og bæredygtig udviklingsbistand.
I et nyt fælles udspil fra både offentlige og private aktører i dansk turisme vil den danske servicesektor satse på at få mere kvalitetsbevidste og flere “højtforbrugende” turister til landet. For så vidt en glimrende strategi, som dog falder og står på en udslukket grundsøjle i dansk turisme: servicementalitet!
I Danmark får man, som udefrakommende, hurtigt et indtryk af, at du er der for personalets skyld, og ikke omvendt. Det gælder både i hotellernes receptioner, butikkerne på Strøget, og ikke mindst caféer og restauranter. Sure miner, kolde og usynlige skjolde af overenskomster og regler, ingen rabatter eller fleksibilitet og ingen jovial eller nærværende, oprigtig service. Betal og skrid.
Der har altid været delte meninger om hvilke fremmedsprog danskere skulle lære at tale og forstå, og meningerne bliver ikke færre, jo mere vores dagligdag påvirkes af globalisering og europæisering i forskellige størrelser. Diskussionen er så meget desto mere spændende, fordi der ikke umiddelbart er nogen rigtige eller forkerte svar – heller ikke her.
