I dag er det 790 år siden, at Dannebrog – ifølge legenden – faldt ned fra himlen, og hjalp danskerne med at sejre i slaget ved Lyndanisse – en by, der senere blev kendt som Tallinn, Danernes By.
Dette er en dag, der fortjener at blive husket, og derfor ønsker Konkosmo jer alle en glædelig Valdemarsdag – endda med et billede fra netop det sted i Tallinn, hvor Dannebrog efter sigende faldt ned!
I den seneste tid er jeg blevet mere og mere frustreret over den behandling, man møder i den offentlige sektor – især skole- og sundhedsvæsnet har gjort mig meget frustreret.
Senest kan man i dagens aviser læse, at lægesvigt kostede en lille dreng livet. I stedet for at røntgenfotografere drengen og derved konstatere, om han rent faktisk havde slugt et batteri eller ej, blev familien blot sendt hjem igen – og batteriet endte med at ætse drengen op indefra. Dette kommer efter, at en ung mand for en måned siden blev afvist på Rigshospitalet og efterfølgende døde af en hjerneblødning, som formentligt kunne være helbredt, havde han fået den rigtige behandling. Angiveligt blev han afvist fordi sygeplejersken mente, at han sagde han var homofil, og ikke hæmofil, men det kan nu ikke andet end undre, hvis sygeplejerskerne formoder at patienter taler om deres seksuelle præferencer, og ikke om sygdomme, som kan have stor indflydelse på deres liv.
Og ikke bare sundhedsvæsnet, men også skolevæsnet, bidrager til en stigende frustration. For små 14 dage siden blev jeg ikke bare frustreret, men også vred og inderligt ked af det, da jeg kunne læse, at en 12-årig dreng havde hængt sig selv, efter at være blevet mobbet i skolen. Sådan noget må bare ikke kunne ske, og når det kommer til mobning i skolen, har skolen et kæmpe ansvar – for forældre kan ikke vide andet om hvad der foregår i skolen, end hvad børnene og skolen fortæller dem om, og hvis et barn undlader at fortælle forældrene om mobningen, må og skal det være skolens pligt, at informere forældrene om dette, og ikke mindst tage hånd om det.
Vi priser os i Danmark lykkelige for vores gratis velfærdsydelser, og er uhh og ihh så glade for at kunne komme gratis til lægen og gratis i skole – men som bekendt er der no such thing as a free lunch, og hvis prisen for de gratis ydelser er at sende folk hjem for at dø i stedet for at redde deres liv, og at være medskyldig i selvmord ved at vende det blinde øje til, ja, så er der virkelig noget galt.
Jeg ved ikke, hvad der skal til for at vende den frygtelige kurs, som både sundhedsvæsenet og skolevæsenet er på, men der er i hvert fald brug for selvransagelse i de sektorer, hvis ikke de tre ovenstående dødsfald skal være helt og aldeles forgæves.
“Overblik, gennemskuelighed og kritik. EU ZOO er en nyhedsblog for dig, der vil bag om de politiske kampe i EU-Parlamentet”. To danske studerende fra Journalisthøjskolen har skabt en anderledes blog om Europa-Parlamentet, der kommer bag om de mørke jakkesæt og fordommene: www.euzoo.dk
Det er et kærkomment initiativ… nu mangler vi bare, at danskerne som helhed engagerer sig i det europæiske demokrati, i stedet for at synge den falske sang om manglen på samme.
I virkeligheden er det nok oplagt for de fleste med en flig af konservative fordomme på tungespidsen: Hvis der fandtes en udpreget konservativ radiokanal i Danmark, ville den spille en uskøn blanding af 50′er og 60′er hits, jazz (af den heroin-, og ikke kokainprægede, af slagsen) og alverdens klassiske koncerter, krydret med lange debatter og temaformiddage. Sandt? Tja.
Lad mig i hvert fald, med det samme, bekræfte fordommene for mit eget vedkommende! Jeg erkender blankt, at der kun findes to radiostationer i mit liv: Radio Swiss Classic og Radio Swiss Jazz. Med den helt rigtige digitale blanding af den helt rigtige musik, passer den ene eller den anden altid perfekt til mit (konservative) humør og temperament, dag og nat, hjemme og på arbejdspladsen. Fordi radiostationerne er digitale undgår jeg også de, til tider, lange og kedsommelige baggrundsforklaringer på P2, morgenandagter og hysteriske eksperimental-jazz-seancer. P1 er fornøjelig i overskudsøjeblikke, men fyld kan jeg leve foruden.
Dertil kommer at mit kosmopolitiske hjerte smelter hver gang værterne, med dæmpet accent og stemme, byder velkommen på tre forskellige sprog (tysk, fransk og italiensk). “Ihre musikalischer Begleiter…”, uden fyld, uden tvivl.
Adam Holm skrev i denne uge en opsigtsvækkende kronik i Politiken om Israel-Palæstina konflikten, eller rettere om medierne og samfundsdebattørernes argumentation i konflikten. Adam Holm opfordrer til en mere nuanceret debat om emnet og påpeger ganske rigtigt, at der aldrig var demonstrationer og opråb i samme skala, når den hedengangne Sovjetunion gik i offensiv.
Jeg lader alle have deres mening, hvilket DR også burde. Adam Holm skriver ikke noget om, hvem han holder med i konflikten, men sender blot en opfordring til en mere nuanceret debat. Alligevel kan man i Berlingske Tidende læse, at Adam Holm har fået en kraftig mundtlig advarsel af DR-ledelsen, og Adam Holm måtte også krybe til korset og undskylde, fordi han havde optrådt ukollegialt mod sine kollegaer.
Her bliver DR’s hykleri for alvor udstillet. Mig bekendt modtog Jens Blauenfeldt ingen advarsel, da han på årsdagen for terrorangrebet 11. september sagde, at han den 11. September 2001 glædede sig over, at der endelig var nogle som slog igen mod USA:
Når nu nogen, for en gangs skyld, laver ens arbejde for en, skulle man da være et skarn om man ikke rapporterede det videre! Det drejer sig i dette tilfælde om CEPOS’ top 13 liste over borgerlige tænkere med relevans, og til inspiration, for moderne borgerlige. Ikke mindst konservative kosmopolitter! Udgivelsen, 13 frihedstænkere kan købes her. I sin blog på Berlingske.dk fremhæver Jesper Beinov, redaktionschef ved Midtjyske, top 10:
Machiavelli
John Locke
David Hume
Adam Smith
Edmund Burke
Søren Kierkegaard
F. A. von Hayek
Karl Popper
George Orwell
Milton Friedman
Man kan, som Beinov selv påpeger, undre sig lidt over prioriteringen, især når overskriften er “13 Frihedstænkere”. Her er den Machiavellis godmodige magtbegreb måske en hver scient.pol’ers våde drøm, men ikke nødvendigvis nummer 1 på en liste over frihedstænkere. Nuvel. Se hele listen, og Beinovs udmærket begrundelser for valgene på Jesper Beinovs Blog og døm selv. Som scient.pol’er må jeg naturligvis også anbefale originalteksterne!
Den anden dag havde jeg igen fornøjelsen af at høre Mette Frederiksens evigt skingre stemme – denne gang i “Go’ Morgen Danmark”, hvor hun talte om at DF’s tagen patent på danskhed og et opgør med dette.
Jeg er bestemt ikke enig i, at DF har taget patent på danskhed. Det kan godt være, at DF er glade for Dannebrog, danske viser og højtbelagt smørrebrød – men det er jeg også, og jeg føler mig altså ikke som DF’er (hvordan det så end føles..?) når jeg spiser dyrlægens natmad, synger Skipper Klements Morgensang og råber “hurra” med et rødt-hvidt flag i hånden.
Jeg er bestemt heller ikke enig i den “nye” danskhed, som Mette Frederiksen fremlagde. Ifølge hende – og resten af Socialdemokratiet – handler danskhed nemlig om et retfærdigt sygehusvæsen, at man ikke slår sine børn, og at ingen er fattige. I mine ører lyder den danskhed ikke som et kulturelt fællesskab, men slet og ret som parti-politik – og med det gør Mette Frederiksen og Socialdemokraterne sig ikke en hak bedre end DF, tværtimod! Jeg havde aldrig troet, at jeg ville fremhæve DF, men i det mindste sætter de ikke åbenlyst lighedstegn mellem fx Dannebrog og en stram udlændingepolitik, eller smørrebrød og og bedre ældrepleje, hvorimod Mette Frederiksen bestemt ikke lagde skjul på, at der skulle sættes direkte lighedstegn mellem danskhed og parti-politik.
Men hvad så hvis man er uenig i politikken? Jeg mener fx at man bør genindføre revselsesretten, og det er ikke dansk ifølge Mette Frederiksen – men hvad er jeg så? Svensker? Nordmand? Eller måske amerikaner?
Man må håbe, at folk ikke falder for Socialdemokraternes tåbelige idé – for mage til slet skjult, diskriminerende, politisk vås skal man da godt nok lede længe efter! Lad dog danskhed handle om de ting, der samler os – lad os føle os danske sammen, når vores håndboldpiger vinder (eller måske mere aktuelt, taber), når vi hepper på fodbolddrengene, og når vi forbander den østeuropæiske Melodi Grand Prix-mafia – men hold for guds skyld parti-politik uden om den sag.
For et stykke tid siden, blev jeg bedt om at skrive et debatindlæg til Konservativ Ungdoms medlemsblad “En lige højre” – og nu kan det også læses her:
I juli 2007 var jeg i Cambodia, hvor jeg både besøgte torturfængslet S-21 og The Killing Fields, to steder, der vidner om et regime – de Røde Khmerer med Pol Pot i spidsen – der formåede at slå en fjerdel af landets befolkning ihjel på så brutale måder, at det får både Hitler og Stalin til at ligne søndagsskolebørn.
Når man, som jeg gjorde den juli-dag, står ved siden af et træ, mod hvilket små børn blev kastet og knust, når man kigger op på et tårn, hvori der ligger kranier fra tusindvis af uskyldige ofre, er man ikke i tvivl – menneskerettigheder er vigtige. Og én ret er vigtigere end alle andre – retten til sit eget liv.
De sidste fjorten dage har jeg tilbragt i USA – og i modsætning til Peter, er jeg bestemt ikke Obama-tilhænger. Tværtimod valgte jeg at bruge min tid i USA på at kæmpe for John McCain.
Dette indlæg skal dog ikke handle om min bitterhed over USAs valg af præsident – selvom jeg helt ærligt er skuffet – men tværtimod om noget fantastisk, jeg oplevede og iagttog over there – nemlig den rolle, kirken indtager i samfundet.
Jeg snakkede fx med en ung gut, som boede på et kristent center. Han havde haft en del problemer, men havde så fået lov til at flytte ind på centeret, hvor han nu havde en fast rutine i dagligdagen, og var i gang med en uddannelse – kvit og frit. Blandt andre af beboerne på centeret var tidligere alkolikere og junkies – også de fik samme omsorg, uden at skulle betale noget som helst.
Jeg nåede også en tur i kirke derovre, og selvom jeg, som protestant til en katolsk messe, følte mig en smule forkert på den, var det alligevel en rigtig god oplevelse. Præsten afsluttede nemlig med at bede for alle dem, der skulle stemme om tirsdagen – der blev bedt for, at de fandt styrke til at vælge de rigtige mennesker, og at kandidaterne besad den nødvendige integritet. Og det blev gjort klart, at det var en pligt at tage til det nærmeste valgsted for at stemme.
Jeg synes, at det er intet mindre end fantastisk, at kirken på den måde tager et ansvar for ikke bare sin menighed, men også andre mennesker i nød - og på den måde er med til at overflødiggøre staten på visse punkter. Der er nemlig intet mere selvudslettende for et samfund, end når man begynder at forvente, at staten skal tage sig af sine borgere – og ikke borgerne af hinanden.
konkosmo – Konservativ Kosmopolitik er et bud på et nyt konservativt perspektiv i det daglige. Tre studerende (en jyde, en fynbo og en københavner) fra Statskundskab på Københavns Universitet skriver, med udgangspunkt i konservativ udsyn og oplevelser, litteratur og ideer. Bloggens indlæg bliver alsidige, ligesom skribenterne ikke nødvendigvis er enige på alle områder. Sammen ønsker vi at provokere, udfordre, skabe, forandre og blive klogere…
Samtidig vil vi løbende forsøge at definere og beskrive konservativ kosmopolitik som begreb, med hjælp fra kendte debattører, bloggere, politikere m.fl. Grundlæggende handler det dog om mennesker, udsyn og den kendte konservative balance.