I dag er det 790 år siden, at Dannebrog – ifølge legenden – faldt ned fra himlen, og hjalp danskerne med at sejre i slaget ved Lyndanisse – en by, der senere blev kendt som Tallinn, Danernes By.

Dette er en dag, der fortjener at blive husket, og derfor ønsker Konkosmo jer alle en glædelig Valdemarsdag – endda med et billede fra netop det sted i Tallinn, hvor Dannebrog efter sigende faldt ned!

cha

I den seneste tid er jeg blevet mere og mere frustreret over den behandling, man møder i den offentlige sektor – især skole- og sundhedsvæsnet har gjort mig meget frustreret.

Senest kan man i dagens aviser læse, at lægesvigt kostede en lille dreng livet. I stedet for at røntgenfotografere drengen og derved konstatere, om han rent faktisk havde slugt et batteri eller ej, blev familien blot sendt hjem igen – og batteriet endte med at ætse drengen op indefra. Dette kommer efter, at en ung mand for en måned siden blev afvist på Rigshospitalet og efterfølgende døde af en hjerneblødning, som formentligt kunne være helbredt, havde han fået den rigtige behandling. Angiveligt blev han afvist fordi sygeplejersken mente, at han sagde han var homofil, og ikke hæmofil, men det kan nu ikke andet end undre, hvis sygeplejerskerne formoder at patienter taler om deres seksuelle præferencer, og ikke om sygdomme, som kan have stor indflydelse på deres liv.

Og ikke bare sundhedsvæsnet, men også skolevæsnet, bidrager til en stigende frustration. For små 14 dage siden blev jeg ikke bare frustreret, men også vred og inderligt ked af det, da jeg kunne læse, at en 12-årig dreng havde hængt sig selv, efter at være blevet mobbet i skolen. Sådan noget må bare ikke kunne ske, og når det kommer til mobning i skolen, har skolen et kæmpe ansvar – for forældre kan ikke vide andet om hvad der foregår i skolen, end hvad børnene og skolen fortæller dem om, og hvis et barn undlader at fortælle forældrene om mobningen, må og skal det være skolens pligt, at informere forældrene om dette, og ikke mindst tage hånd om det.

Vi priser os i Danmark lykkelige for vores gratis velfærdsydelser, og er uhh og ihh så glade for at kunne komme gratis til lægen og gratis i skole – men som bekendt er der no such thing as a free lunch, og hvis prisen for de gratis ydelser er at sende folk hjem for at dø i stedet for at redde deres liv, og at være medskyldig i selvmord ved at vende det blinde øje til, ja, så er der virkelig noget galt.

Jeg ved ikke, hvad der skal til for at vende den frygtelige kurs, som både sundhedsvæsenet og skolevæsenet er på, men der er i hvert fald brug for selvransagelse i de sektorer, hvis ikke de tre ovenstående dødsfald skal være helt og aldeles forgæves.

cha

Det er et kærkomment initiativ… nu mangler vi bare, at danskerne som helhed engagerer sig i det europæiske demokrati, i stedet for at synge den falske sang om manglen på samme.

pal

Lad mig i hvert fald, med det samme, bekræfte fordommene for mit eget vedkommende! Jeg erkender blankt, at der kun findes to radiostationer i mit liv: Radio Swiss Classic og Radio Swiss Jazz. Med den helt rigtige digitale blanding af den helt rigtige musik, passer den ene eller den anden altid perfekt til mit (konservative) humør og temperament, dag og nat, hjemme og på arbejdspladsen. Fordi radiostationerne er digitale undgår jeg også de, til tider, lange og kedsommelige baggrundsforklaringer på P2, morgenandagter og hysteriske eksperimental-jazz-seancer. P1 er fornøjelig i overskudsøjeblikke, men fyld kan jeg leve foruden.

Dertil kommer at mit kosmopolitiske hjerte smelter hver gang værterne, med dæmpet accent og stemme, byder velkommen på tre forskellige sprog (tysk, fransk og italiensk). “Ihre musikalischer Begleiter…”, uden fyld, uden tvivl. 

pal

Jeg lader alle have deres mening, hvilket DR også burde. Adam Holm skriver ikke noget om, hvem han holder med i konflikten, men sender blot en opfordring til en mere nuanceret debat. Alligevel kan man i Berlingske Tidende læse, at Adam Holm har fået en kraftig mundtlig advarsel af DR-ledelsen, og Adam Holm måtte også krybe til korset og undskylde, fordi han havde optrådt ukollegialt mod sine kollegaer.
Her bliver DR’s hykleri for alvor udstillet. Mig bekendt modtog Jens Blauenfeldt ingen advarsel, da han på årsdagen for terrorangrebet 11. september sagde, at han den 11. September 2001 glædede sig over, at der endelig var nogle som slog igen mod USA:

hsn

Når nu nogen, for en gangs skyld, laver ens arbejde for en, skulle man da være et skarn om man ikke rapporterede det videre! Det drejer sig i dette tilfælde om CEPOS’ top 13 liste over borgerlige tænkere med relevans, og til inspiration, for moderne borgerlige. Ikke mindst konservative kosmopolitter! Udgivelsen, 13 frihedstænkere kan købes her. I sin blog på Berlingske.dk fremhæver Jesper Beinov, redaktionschef ved Midtjyske, top 10:

1. Machiavelli
2. John Locke
3. David Hume
4. Adam Smith
5. Edmund Burke
6. Søren Kierkegaard
7. F. A. von Hayek
8. Karl Popper
9. George Orwell
10. Milton Friedman

Man kan, som Beinov selv påpeger, undre sig lidt over prioriteringen, især når overskriften er “13 Frihedstænkere”. Her er den Machiavellis godmodige magtbegreb måske en hver scient.pol’ers våde drøm, men ikke nødvendigvis nummer 1 på en liste over frihedstænkere. Nuvel. Se hele listen, og Beinovs udmærket begrundelser for valgene på Jesper Beinovs Blog og døm selv. Som scient.pol’er må jeg naturligvis også anbefale originalteksterne! 

pal

Den anden dag havde jeg igen fornøjelsen af at høre Mette Frederiksens evigt skingre stemme – denne gang i “Go’ Morgen Danmark”, hvor hun talte om at DF’s tagen patent på danskhed og et opgør med dette.

Jeg er bestemt ikke enig i, at DF har taget patent på danskhed. Det kan godt være, at DF er glade for Dannebrog, danske viser og højtbelagt smørrebrød – men det er jeg også, og jeg føler mig altså ikke som DF’er (hvordan det så end føles..?) når jeg spiser dyrlægens natmad, synger Skipper Klements Morgensang og råber “hurra” med et rødt-hvidt flag i hånden.

Jeg er bestemt heller ikke enig i den “nye” danskhed, som Mette Frederiksen fremlagde. Ifølge hende – og resten af Socialdemokratiet – handler danskhed nemlig om et retfærdigt sygehusvæsen, at man ikke slår sine børn, og at ingen er fattige. I mine ører lyder den danskhed ikke som et kulturelt fællesskab, men slet og ret som parti-politik – og med det gør Mette Frederiksen og Socialdemokraterne sig ikke en hak bedre end DF, tværtimod! Jeg havde aldrig troet, at jeg ville fremhæve DF, men i det mindste sætter de ikke åbenlyst lighedstegn mellem fx Dannebrog og en stram udlændingepolitik, eller smørrebrød og og bedre ældrepleje, hvorimod Mette Frederiksen bestemt ikke lagde skjul på, at der skulle sættes direkte lighedstegn mellem danskhed og parti-politik.

Men hvad så hvis man er uenig i politikken? Jeg mener fx at man bør genindføre revselsesretten, og det er ikke dansk ifølge Mette Frederiksen – men hvad er jeg så? Svensker? Nordmand? Eller måske amerikaner?

Man må håbe, at folk ikke falder for Socialdemokraternes tåbelige idé – for mage til slet skjult, diskriminerende, politisk vås skal man da godt nok lede længe efter! Lad dog danskhed handle om de ting, der samler os – lad os føle os danske sammen, når vores  håndboldpiger vinder (eller måske mere aktuelt, taber), når vi hepper på fodbolddrengene, og når vi forbander den østeuropæiske Melodi Grand Prix-mafia – men hold for guds skyld parti-politik uden om den sag.

cha

I juli 2007 var jeg i Cambodia, hvor jeg både besøgte torturfængslet S-21 og The Killing Fields, to steder, der vidner om et regime – de Røde Khmerer med Pol Pot i spidsen – der formåede at slå en fjerdel af landets befolkning ihjel på så brutale måder, at det får både Hitler og Stalin til at ligne søndagsskolebørn.

Når man, som jeg gjorde den juli-dag, står ved siden af et træ, mod hvilket små børn blev kastet og knust, når man kigger op på et tårn, hvori der ligger kranier fra tusindvis af uskyldige ofre, er man ikke i tvivl – menneskerettigheder er vigtige. Og én ret er vigtigere end alle andre – retten til sit eget liv.

Hvor ukrænkelig jeg end finder retten til sit eget liv, lige så meget kan jeg undres over den måde, beslutninger kan forsvares ved blot at kalde det for menneskeret. For kort tid siden besluttede Nepals højesteret eksempelvis, at forbyde jomfrugudinder (piger under 12år, der tjener i templer). Beslutningen blev begrundet med, at tempeltjenesten overtrådte pigernes menneskerettigheder – at de havde ret til deres barndom.

Umiddelbart kan det måske virke meget naturligt, at børn skal have lov til at være børn, og ikke tjene i et tempel – tænker man nærmere over det, er det dog en helt anden sag. 

I vores vestlige verden giver det nemlig mening, at børn skal have deres barndom i fred – men borgere i et land som Nepal (og over halvdelen af verdens befolkning) kan ikke bruge vores skala til noget som helst. Hvis pigerne ikke tjener som jomfrugudinder i et tempel, er de ladt tilbage med to valg – de, og resten af deres familie, kan sulte, eller de kan få et andet arbejde. Og lur mig, om det børnearbejde, de i så fald kommer ud i, ikke ødelægger deres barndom mindst lige så meget.

Når man taler om menneskerettigheder, må man derfor drage et skel – man må skelne mellem rettigheder, der er så fundamentale, at de skal gælde for alle, og rettigheder, der er nødt til at sættes ind i en kulturel kontekst. Gør man ikke dette, er rettighederne ikke længere en afspejling af medmenneskelighed – men slet og ret kulturimperialisme.

cha

Dette indlæg skal dog ikke handle om min bitterhed over USAs valg af præsident – selvom jeg helt ærligt er skuffet – men tværtimod om noget fantastisk, jeg oplevede og iagttog over there – nemlig den rolle, kirken indtager i samfundet.

Jeg snakkede fx med en ung gut, som boede på et kristent center. Han havde haft en del problemer, men havde så fået lov til at flytte ind på centeret, hvor han nu havde en fast rutine i dagligdagen, og var i gang med en uddannelse – kvit og frit. Blandt andre af beboerne på centeret var tidligere alkolikere og junkies – også de fik samme omsorg, uden at skulle betale noget som helst.

Jeg nåede også en tur i kirke derovre, og selvom jeg, som protestant til en katolsk messe, følte mig en smule forkert på den, var det alligevel en rigtig god oplevelse. Præsten afsluttede nemlig med at bede for alle dem, der skulle stemme om tirsdagen – der blev bedt for, at de fandt styrke til at vælge de rigtige mennesker, og at kandidaterne besad den nødvendige integritet. Og det blev gjort klart, at det var en pligt at tage til det nærmeste valgsted for at stemme. 

Jeg synes, at det er intet mindre end fantastisk, at kirken på den måde tager et ansvar for ikke bare sin menighed, men også andre mennesker i nød - og på den måde er med til at overflødiggøre staten på visse punkter. Der er nemlig intet mere selvudslettende for et samfund, end når man begynder at forvente, at staten skal tage sig af sine borgere – og ikke borgerne af hinanden.

cha

Samtidig vil vi løbende forsøge at definere og beskrive konservativ kosmopolitik som begreb, med hjælp fra kendte debattører, bloggere, politikere m.fl. Grundlæggende handler det dog om mennesker, udsyn og den kendte konservative balance.

God fornøjelse.