Cambodia oplevede, for under 40 år siden, en frygtelig tid, da Khmer Rouge, med Pol Pot i spidsen, styrede landet. Da jeg for tre år siden var i Cambodia, var jeg på besøg i det tidligere torturfængsel, Tuol Sleng (også kaldet S-21), og på the Killing Fields, hvor mange af torturfangerne blev dræbt og begravet.

De ting, der foregik i Tuol Sleng og på the Killing Fields, var så ekstremt grusomme, at det er næsten ubærligt at tænke på – blandt andet blev spædbørn likvideret ved at blive kastet med hovedet først ind mod et stort træ. Har man først én gang besøgt de steder, og hørt om de ting, der foregik, er man ikke i tvivl om, at de Røde Khmer er et de mest grusomme regimer, der nogensinde har eksisteret.

I det sidste halve år har der kørt en retssag mod fængselschefen Kaing Guek Eav, kaldet Duch, og nu er der endelig faldet afgørelse i sagen. Duch, der anslås at være ansvarlig for mindst 14.000 menneskers død, blev idømt en fængselsstraf på 35 år – hvilket svarer til, at for hvert menneske, han har frataget livet, har han fået en fængselsstraf på 0,9 dag.

Jeg er utrolig glad for, at der er blevet dømt i sagen, og at Duch er blevet kendt skyldig – men at give ham en straf på 35 år er en direkte hån, ikke blot mod de pårørende til de 14.000, hvis død han er ansvarlig for, men over for de næsten 2 millioner cambodianere, som mistede livet under Pol Pots styre.

Duch burde i stedet have fået livstid, så det internationale samfund (domstolen er FN-støttet) kunne vise, at sådanne forbrydelser er så frygtelige, at der ikke kan gives en tidsbegrænset dom for sådanne forbrydelser – og at prisen for at tage et menneskeliv ikke er sølle 0,9 dag i fængsel.

cha

Det er nemlig blot 9 måneder siden, jeg selv var i Uganda, og selv mødte alt for mange HIV-smittede og AIDS-ramte mennesker. I Uganda er AIDS-epidemien vokset kraftigt de seneste år, efter at den ellers har været holdt godt under kontrol – og det er især politikernes manglende vilje, der er skyd i, at det nu ser ud, som det gør.

Derfor blev jeg også rigtig harm, da jeg i artiklen læste, at “alle former for gammeldags prævention har fejlet. Alt for få mennesker, og da især her i Afrika, har taget den »ABC« kampagne til sig, som oprindeligt blev lanceret i Uganda. »ABC« står for »Abstain; Be faithful; use Condom.« – eller på dansk: »Afstå (fra sex); Vær tro; Brug kondom.” – for det er simpelthen lodret forkert!

ABC-kampagnen er nemlig ikke blevet promoveret tilstrækkeligt – tværtimod har man glemt C’et, og kun opfordret fok til at afstå fra sex og være tro. Og jeg kan godt afsløre, at mange af de mennesker, jeg talte med i Uganda, ikke var interesseret i hverken A’et eller B’et – og faktisk er der mange kvinder, der bliver smittet med HIV ved, at deres mand/kæreste også er sammen med andre kvinder, og henter smitten hjem der fra.

Hvad der til gengæld slet ikke er blevet lagt nok vægt på i Uganda, er C’et – brug kondom. For det første er der slet ikke nok kondomer i Uganda (selv hvis alle kondomer i landet blev delt ud til alle mennesker i den voksne alder, ville de i gennemsnit have 5 kondomer om året hver). For det andet er der ikke politisk vilje til at lære folk at bruge kondomer, og fortælle om deres vigtighed i kampen mod AIDS.

Jeg mødte selv Ugandas sundhedsminister, der for det første stolt fortalte, at han ikke havde set et kondom de sidste 20 år (og det var så åbenbart en god ting i hans øjne!!), og derudover med afsky rettet mod os fra protestantiske lande, sagde at paven ikke mente, at man skulle bruge kondom, og man derfor ikke skulle bruge det, når man var katolik.

Jeg håber inderligt, at de ugandiske – og mange andre afrikanske – politikere meget snart vil få øjnene op for, at man simpelthen ikke kan lade sin befolkning lide og dø, fordi man ikke selv vil se sandheden i øjnene. For nej – ABC-kampagnen har bestemt ikke fejlet, men det har politikerne, og de har fejlet stort.

cha

I dag – den 8. marts – er der kvindernes internationale kampdag. Og jeg må nok hellere bekende kulør – jeg er nok lidt af en feminist (ja, man kan godt være konservativ OG feminist), og havde jeg levet for 40 år siden, havde jeg højst sandsynligt rendt rundt med lilla bleer på hovedet!

Når det er sagt, synes jeg at kvindekampen i Danmark er blevet voldsomt elitær – og grundlæggende forkert. I stedet for at kæmpe for at kvinder får samme behandling som mænd, har vi i Danmark en venstrefløj, der ikke mener, at kvinder er lige så gode som mænd – og derfor ønsker at kvinder får en positiv særbehandling, som man som feminist på ingen måde burde gå ind for. Det kan simpelthen ikke passe, at man mener, at kvinder er så mindre egnede end mænd, at der skal kvoter til for at kvinderne kan komme opad – og da slet ikke på bekostning af mænd, som er dygtigere end dem, for hvor er ligestillingen i at ansætte kvinder på bekostning af dygtigere mænd?

Og hvorfor – HVORFOR – er det på toppen af samfundet, at kvindekampen skal føres? Hvorfor er det de kvinder, der er så godt uddannede, at de fx kan komme i betragtning til bestyrelsesposter i børsnoterede selskaber, der skal kæmpes for? Hvorfor kæmper venstrefløjens kvindeforkæmpere ikke for den enlige, ufaglærte, mor, som er ansat i Netto, men kun for den universitetsuddannede kvinde med hus, mand og båd? Ja, faktisk forstår jeg ikke, hvordan venstrefløjen kan se sig selv i øjnene, efter de har gjort kvindekampen elitær.

Venstrefløjen har også besluttet sig for, at der er en hel gruppe af kvinder – og mænd – i Danmark, som ikke har ret til at bestemme over deres egen krop – nemlig de prostituerede, eller sexarbejderne, som de ynder at kalde sig selv. I stedet for at lytte til hvad sexarbejderne selv siger, har venstrefløjens kvindeforkæmpere nemlig besluttet, at alle sexarbejdere hader deres arbejde, og hvis de rent faktisk selv synes godt om deres arbejde, er det – ifølge venstrefløjen – givetvis fordi de ikke er kloge nok til at indse, at de ikke kan lide deres job. Magen til opblæst arrogance skal man lede længe efter! Og i stedet for at hjælpe med at sørge for at sexarbejderne får bedre arbejdsvilkår, ønsker venstrefløjen blot et forbud mod sexkøb, hvilket vil gøre sexarbejdernes arbejdsvilkår endnu dårligere – her har venstrefløjen altså også fuldstændig mistet pusten med kvindekampen, og tænker kun på at få indført symbolpolitik i stedet for rent faktisk at gøre noget for sexarbejderne (kvinder såvel som mænd).

Og en sidste ting, som kan gøre mig næsten mere sur, end de to ovenfor nævnte eksempler, er hvordan venstrefløjen fuldstændig – ud fra et ekstremt forkvaklet og misforstået tolerancehensyn – vender det blinde øje til undertrykkelsen af muslimske kvinder. For nej, det er faktisk ikke i orden, at mænd skal diktere hvad kvinder må gøre, blot fordi man kommer fra en anden religiøs og/eller kulturel baggrund, og det er direkte kvalmende, at venstrefløjen ikke mener, at muslimske kvinder har krav på nøjagtig de samme rettigheder og muligheder, som dem 70′ernes rødstrømper kæmpede for, at etnisk danske kvinder skulle have – og som vi fik.

Så længe vi i Danmark har en venstrefløj, der, som ovenfor nævnt, mener at elitens kvinder skal have positiv særbehandling, at sexarbejdere ikke er kloge nok til at træffe selvstændige valg, og at undertrykkelsen af muslimske kvinder er i orden, så er kvindekampen ikke slut.

Der er således stadig meget at slås for – og jeg prøver hver dag, og ikke blot den 8. marts, at slås for at kvinder i både samfundets top og bund bliver behandlet på de samme (og ikke bedre!) vilkår som mænd, at sexarbejderne får rettigheder, der gør deres arbejdsvilkår bedre, og at ingen kvinde bliver undertrykt på grund af forældede og forkvaklede kulturelle/religiøse normer – for det er disse emner, den danske kvindekamp anno 2010 bør handle om!

cha

Forudsat at rygterne om de nye ministre taler sandt, er den mest bemærkelsesværdige udnævnelse, at Lene Espersen overtager udenrigsministerposten. Nok var det ventet, men tilbage står stadig spørgsmålet om, hvorvidt det er en særlig klog strategi?

Jeg hører ikke til dem, der allerede nu er ved at skrive den politiske nekrolog over Lene Espersens formandskab, selv om det seneste halvandet år har været præget af en manglet overordnet politisk strategi for Det Konservative Folkeparti. Partiet har i desperation over dårlige meningsmålinger fremsat halvfærdige forslag, hvor både den juridiske og politiske holdbarhed har været mangelfuld. Af eksempler kan nævnes, da Bendt Bendtsen under EP-valgkampen skiftede holdning til Tyrkiets medlemskab af EU og da burkaer skulle forbydes, hvilket iflg. Brian Mikkelsen også var begrundet i hensynet til trafiksikkerheden.

Men en af de udmeldinger, der for alvor kan sætte tvivl om Lene Espersens evne til at være udenrigsminister var, da hun kort før COP15’s start afviste at ville trykke Robert Mugabe hånd, ligesom hun opfordrede til dansk kritik af Mugabes gentagende menneskerettighedskrænkelser. Det er ingenlunde min hensigt at forsvare Mugabe, men det sender et uheldigt signal for fremtidig dansk udenrigspolitik, hvis udenrigsministeren ikke kender diplomatiets regler.

Hvis man forestiller sig, at Per Stig Møller havde fulgt det velmente råd fra partiformanden, ville konsekvensen have været, at det danske formandskab i endnu højere grad ville få den afrikanske union på halsen. 

Ræsonnementet for Lene Espersens overtagelse af Udenrigsministeriet synes todelt. For det første har udenrigsministeren traditionelt været populær og samtidig vil det være en bedre platform for politiske udmeldinger.

Førstnævnte antagelse synes rigtig. Med undtagelse af Mogens Lykketofts korte tid som udenrigsminister, har positionen i de seneste regeringer været forbundet med stor popularitet og en god platform til at synliggøre sig selv.

Imidlertid er taktikken ikke tidssvarende. Først og fremmest er statsministerembedet blevet meget mere internationalt.                                Schlüter beklager sig åbenlyst i hans erindringer, ”sikken et liv” fra år. 1999, over, at Uffe Ellemann sad så hårdt på udenrigspolitikken, mens han selv måtte tage sig af de mere trivielle indenrigspolitiske sager.                            Siden Schluters tid er meget dog ændret. Der er bred enighed om, at en af årsagerne til at Niels Helveg Petersen i år. 2000 trådte tilbage som udenrigsminister var, at Nyrup blandede sig for meget i udenrigspolitikken. Også under Fogh blev statsministerens suverænitet på udenrigspolitikken understreget, hvilket bl.a. var tydeligt under EU-formandsskabet og i optakten til klimatopmødet.                                                                                            Man kan altså argumentere for, at Statsministeriet har udviklet sig til at være et slags ”mini udenrigsministerium”, hvilket har forøget den udenrigspolitiske handlefrihed betydeligt for den siddende statsminister.

Tilbage står naturligvis usikkerheden om, hvor store udenrigspolitiske ambitioner Lars Løkke Rasmussen har ovenpå det kæntrede klimatopmøde, hvor kritikken særligt var rettet mod Løkkes personlige formandskab. Omvendt er Løkkes mulighed for at opbygge et ”statmandsimage” afhængig af en udenrigspolitisk profil, hvilket kan kæntre det konservative forsøg på genoprejsning.

HSN

HURRA!! Det ord var det første, der faldt mig ind, da jeg til morges hørte, at der endelig var kommet gang i debatten om den tvungne madpakkeordning – for mere tåbelig ordning, skal man da lede længe efter, og at den endda er indført under en borgerlig regering er decideret skræmmende.

Børn er og bliver deres forældres ansvar – længere er den ikke. Det må være op til forældrene at sørge for, at børnene kommer i seng, at de kommer op, at de får et bad – og at de får morgenmad, middagsmad og aftensmad. Og helt ærligt – det er faktisk ikke så svært at smøre en madpakke, og det er i hvert fald noget nemmere, end at lave et varmt aftenmåltid.

Bevares, jeg kan godt se den pæne tanke i, at man vil sikre sig, at alle børnehavebørn får et godt og nærende måltid til frokost (om de gør det under den nuværende madpakkeordning er så et helt andet spørgsmål), men man er simpelthen også nødt til at have tillid til, at den gennemsnitlige forælder er i stand til at give sit barn en fornuftig madpakke med – og så må man skride ind over for de forældre, der ikke gør det, i stedet for at skære alle forældre over én kam.

Ved at fratage forældrene muligheden for at smøre madpakke, fratager man dem en del af ansvaret for deres børn, og giver det til staten i stedet. Og hvor er vi så henne? Tror vi helt seriøst på, at alle forældre ikke er i stand til at give deres børn et nærende måltid med i børnehave? Og hvordan kan vi så tro på, at de er i stand til at give deres børn morgenmad og aftensmad? Er vi så nødt til konsekvent at indføre heldagsbørnehaver, så staten kan give børnene alle deres måltider, eller skal vi bare sætte alle børnene i døgninstitutioner, så vi også er sikre på, at de får deres nattesøvn?

En (tvungen) madpakkeordning kan måske virke nok så uskyldig – men det er en reel fratagelse af forældrenes ansvar, og det er svært at tro på, at det vil stoppe der, hvis først man får folk til at tro på, at “staten er meget bedre til at tage sig af mine børn end jeg er“. Og hvem ved – så er der måske ikke lige så langt til Huxleys “Fagre Nye Verden” og Orwells “1984″, som man ellers kunne håbe på.

cha

Jesus i Krybben

I dag er det dagen før dagen – og om små fire timer er det således den 24. december. Som så mange andre, skal jeg danse om juletræ, åbne gaver – og ikke mindst spise både and, flæskesteg og medister! Jeg skal dog også i kirke – og det håber jeg også, at mange af jer andre skal.

Selvom mange af os nærmest kan de første vers af Lukasevangeliets kapitel 2 udenad, er det alligevel værd at huske på den taknemmelighed, der findes der. For selvom der ikke var plads i herberget, hører man ikke noget brokkeri – og det er butikkernes lange køer ellers fulde af, når de sidste julegaver lige skal købes. I stedet er versene fyldt med taknemmelighed og glæde, for “I dag er der født jer en frelser i Davids by” (vers 11).

I hverdagens travlhed og stress er det måske ikke helt dumt at holde fast i taknemmeligheden og glæden – og ikke bare brokke sig, hvis tingene ikke går helt efter ens hoved. For ja, det er da voldsomt irriterende, at man skal vente og stå i kø – og det er da vildt belastende, hvis man ikke kan få sin første prioritet opfyldt, men er nødt til at nøjes med sin anden eller tredje. Men helt ærligt – Jesus blev født i en stald, i en krybbe, og der lød ingen sure ord – så måske vi i bund og grund også bør være tilfredse med vores tilværelse.

Glædelig jul!

cha

Jo, der var skam masser af EU-begejstring ved de Konservatives EU-konference lørdag (d. 28/11). Oven på et landsråd i september, hvor både Bendt Bendtsen og det konservative EU-engagement var svært at få øje på (se Hvor var EU og Bendtsen?) var det en forfriskende forsamling af konservative kræfter for hvem EU er en selvfølgelighed, og et “stadigt tættere samarbejde” en næsten lige så vigtig kendsgerning.

På programmet stod bl.a. Bendt Bendtsen, Helle Sjelle og Mette Abildgaard fra partiet, samt Marlene Wind (Center for Europæiske Studier, KU), John Nordbo (Verdensnaturfonden) og Thomas Larsen. De bidrog hver især, som forventet, med forskellige grader af indsigt og perspektiv, men der var altså lidt for en hver smag.

For undertegnede var Thomas Larsens analyse af hvornår, og i hvilken form, forbeholdene kommer til afstemning, absolut et af højdepunkterne. Ikke fordi den var revolutionerende, men fordi den satte en afstemning og kampagneindsats i et flerårigt perspektiv. Afstemningen kommer altså, ifølge Thomas Larsen, kort efter næste Folketingsvalg i 2011. Hvis vi antager, at den nuværende regering holder vand, bliver det en samlet pakke (inkl. Euroen, Rets- og Forsvarsforbeholdet). Hvis oppositionen indtager taburetterne bliver det sandsynligvis uden Euroen. Med andre ord – vi kan lige så godt se at komme igang!

Til slut blev der officielt dannet et konservativt “EU-Netværk”, som skal arbejde på netop kampagnen frem til en afstemning om forbeholdene. Der er brug for alle gode kræfter (især de unge og kreative!), så kontakt hovedkontoret, hvis du har lyst til at være med.

Konservative opfører sig aldrig “euroforiske”, men den opstemte afrunding på konferencen i lørdags var tæt på. EU-begejstringen lever i Det Konservative Folkeparti!

pal

• “EU’s udfordringer de næste fem år” ved Bendt Bendtsen
• “En ny begyndelse for EU” ved Helle Sjelle
• “Lissabontraktaten og de danske forbehold i dag” ved Malene Wind

Og så selvfølgelig diskussioner om både klima og mulige datoer for en afstemning om forbeholdene.

Vi ser frem til at deltage, og til at rapportere nogle af konklusionerne. Det bliver forhåbentlig en åben, fremadsynet og konstruktiv konference/debat med højt til loftet og masser af konservativ kosmopolitik!

I dag, den 9. november, har været en fantastisk dag. Et frit og samlet Europa er blevet fejret. Men spørgsmålet er, om vi endnu har fået taget opgøret med folkene fra dengang.

Tag Ole Sohn som eksempel på en af dem, der kæmpede imod de værdier vores samfund bygger på. Manden er i dag ubetinget næstkommanderende for SF, der vinder stadig større tilslutning som et pragmatisk socialistisk folkeparti. Imidlertid kan Ole Sohns fortid karakteriseres som alt andet end pragmatisk.

Ole Sohn var, som formand for DKP, leder af det mest Kreml-tro parti i Vesteuropa. Aldrig kritiserede DKP Sovjetunionen for deres forbrydelser. Af kendte eksempler på sådanne kan nævnes Ungarnsopstaden i 1956, der drev over 200.000 mennesker på flugt, Jerntæppets opbygning i 1962, Peter Fechters tragiske nedskydning under et flugtforsøg fra Østberlin i 1962, nedskydningen af et Korean Air fly med 263 personer ombord i 1983, massedeportationerne af politiske modstandere til særlig Sibirien – og listen kunne forlænges i det uendelige.

Mange vil måske mene, at det ikke er illegitimt at have haft en fortid på den yderste venstrefløj. Hertil vil jeg forfægte, at man heller ikke kunne forestille sig en tidligere nazist som fremtrædende politiker, hvis det da ikke lige var for tidl. Formand for SF, Gert Petersen, der havde en fortid som nazist under Anden Verdenskrig.Ydermere er det vigtigt at huske, at DKP netop adskilte sig fra f.eks. Venstre Socialisterne (VS) og Socialistisk Arbejderparti (SAP) ved altid at være loyale overfor styret i Kreml.

Så vidt jeg ved, er det kun Aksel Larsen af formænd for DKP, der turde kritisere Sovjets forbrydelser, da han i kraftige vendinger kritiserede slagtningen af oprørerne i Ungarn. Kritikken medførte i øvrigt eksklusion fra partiet – Kommunismen har jo altid haft et smukt menneskesyn!

Problemet med Ole Sohn er ikke, at han ikke vidste bedre. Tværtimod har han udmærket været klar over, hvad der foregik. Undertrykkelsen, fattigdommen og truslen mod den europæiske befolkning var så åbenlys, at selv Sohn har opfattet det. Men i den syge kamp for de samfundsmæssige fremskridt, som blev forfulgt med rod i Karl Marx’ teori om den historiske nødvendighed, har Sohn ikke blot vendt det blinde øje til, men derimod kæmpet aktivt for sagen. At prisen var køb på menneskerettigheder og undertrykkelse af befolkningen, har tilsyneladende ikke rørt ham. Der er således ikke tvivl om, hvilken side Ole Sohn ville kæmpe på, hvis Den Kolde Krig var blevet varm.

Dagen i dag er værd at fejre, og det kunne være passende, om Sohn i det mindste ville undskylde sin rolle som formand for DKP. Den mulighed har han endnu ikke benyttet, og det kan kun tolkes som et tegn på, at manden i jagten på magten har lagt sine idealer fra sig i offentligheden. Tilbage er kun at betvivle, hvilken side Sohn vil kæmpe på, hvis kampen for vestlige værdier atter bliver aktuel.  At SF vælger at tildele Sohn en så fremtrædende position i partiet er samtidig tegn på, at partiet bygger på alt andet end pragmatisk socialisme, men derimod en pilrådden version af slagsen!

hsn

Alt i alt en positiv stemning, der først og fremmest fejrer, at vi, på trods af store meningsskel, kan være samlet om at fejre demokratiet.

Men, men men… Nogle kvinder rejser det kort, der kan dræbe enhver fornuftig diskussion: Ligestillingskortet.

På TV2 kunne man således i går se den radikale Zenia Stampe, byrådskandidat i Roskilde, agitere for, at der var mangel på ligestilling, fordi der på landsplan kun er valgt knap 1/3 kvinder. Samtidig tilkendegav Zenia Stampe ønske om at indføre kønskvoter, hvis denne fordeling ikke bliver mere ligelig. Udover at det må være en tom fornemmelse, at man ikke kan finde bedre argumenter for at få en personlig stemme, viser det også en mistillid til vælgerne og en forskruet opfattelse af demokratiet.

På Fanø, hvor jeg trådte mine politiske barnesko, bestod byrådet, foruden mig selv, udelukkende at midaldrende mænd og kvinder. Faktisk var den næstyngste borgmesteren på 44, og han var samtidig den eneste i 40’erne. Jeg mener på ingen måde, at det var hensigtsmæssigt for byrådets dynamik og nytænkning, men samtidig respekterer jeg, at det var befolknings valgte, og det vil jeg aldrig ændre med en eller anden kvote.

Som dygtig kvinde må man tage sig til hovedet over Zenia Stampes forslag. Selv er jeg kampagneleder for en af slagsen på Frederiksberg, og jeg kan kun anbefale at stemme på hende – ikke fordi hun er kvinde, men fordi hun er dygtig. Tanken om kvoter er en fornedrelse af dygtige kvinder, og det tilbagevendende forslag kommer da også oftest fra kvinder, der ikke rigtig kan klare sig uden.

Samtidig er jeg som mand ved at være træt af disse mavesure indlæg i debatten. Hvorfor er det f.eks. at de selv samme kvinder ikke nævner, at piger dominerer gymnasier og de videregående uddannelser? At der er flere kvindelige partiledere end mænd? At det kun er mænd, der skal aftjene værnepligt?Selv på Statskundskab, mit daglige studium, er der en drejning i gang, hvor langt flere piger end drenge starter. Det varsler en fremtid, hvor kvinder vil sætte sig på samfundets mest magtfulde poster, formentlig i endnu højere grad end mænd.

Jeg glæder mig til valget den 17. november. Jeg vil nemlig stemme personligt på den kandidat, som jeg mener, vil kunne gøre en forskel for Region Hovedstaden. Og ja, min stemme kommer til at forhøje andelen af kvinder i de folkevalgte forsamlinger, men det er nu ikke en bevæggrund, for hun kan sagtens klare sig uden kvindekvoter!

    /HSN