“Overblik, gennemskuelighed og kritik. EU ZOO er en nyhedsblog for dig, der vil bag om de politiske kampe i EU-Parlamentet”. To danske studerende fra Journalisthøjskolen har skabt en anderledes blog om Europa-Parlamentet, der kommer bag om de mørke jakkesæt og fordommene: www.euzoo.dk
Det er et kærkomment initiativ… nu mangler vi bare, at danskerne som helhed engagerer sig i det europæiske demokrati, i stedet for at synge den falske sang om manglen på samme.
I virkeligheden er det nok oplagt for de fleste med en flig af konservative fordomme på tungespidsen: Hvis der fandtes en udpreget konservativ radiokanal i Danmark, ville den spille en uskøn blanding af 50′er og 60′er hits, jazz (af den heroin-, og ikke kokainprægede, af slagsen) og alverdens klassiske koncerter, krydret med lange debatter og temaformiddage. Sandt? Tja.
Lad mig i hvert fald, med det samme, bekræfte fordommene for mit eget vedkommende! Jeg erkender blankt, at der kun findes to radiostationer i mit liv: Radio Swiss Classic og Radio Swiss Jazz. Med den helt rigtige digitale blanding af den helt rigtige musik, passer den ene eller den anden altid perfekt til mit (konservative) humør og temperament, dag og nat, hjemme og på arbejdspladsen. Fordi radiostationerne er digitale undgår jeg også de, til tider, lange og kedsommelige baggrundsforklaringer på P2, morgenandagter og hysteriske eksperimental-jazz-seancer. P1 er fornøjelig i overskudsøjeblikke, men fyld kan jeg leve foruden.
Dertil kommer at mit kosmopolitiske hjerte smelter hver gang værterne, med dæmpet accent og stemme, byder velkommen på tre forskellige sprog (tysk, fransk og italiensk). “Ihre musikalischer Begleiter…”, uden fyld, uden tvivl.
Adam Holm skrev i denne uge en opsigtsvækkende kronik i Politiken om Israel-Palæstina konflikten, eller rettere om medierne og samfundsdebattørernes argumentation i konflikten. Adam Holm opfordrer til en mere nuanceret debat om emnet og påpeger ganske rigtigt, at der aldrig var demonstrationer og opråb i samme skala, når den hedengangne Sovjetunion gik i offensiv.
Jeg lader alle have deres mening, hvilket DR også burde. Adam Holm skriver ikke noget om, hvem han holder med i konflikten, men sender blot en opfordring til en mere nuanceret debat. Alligevel kan man i Berlingske Tidende læse, at Adam Holm har fået en kraftig mundtlig advarsel af DR-ledelsen, og Adam Holm måtte også krybe til korset og undskylde, fordi han havde optrådt ukollegialt mod sine kollegaer.
Her bliver DR’s hykleri for alvor udstillet. Mig bekendt modtog Jens Blauenfeldt ingen advarsel, da han på årsdagen for terrorangrebet 11. september sagde, at han den 11. September 2001 glædede sig over, at der endelig var nogle som slog igen mod USA:
I et nyt fælles udspil fra både offentlige og private aktører i dansk turisme vil den danske servicesektor satse på at få mere kvalitetsbevidste og flere “højtforbrugende” turister til landet. For så vidt en glimrende strategi, som dog falder og står på en udslukket grundsøjle i dansk turisme: servicementalitet!
I Danmark får man, som udefrakommende, hurtigt et indtryk af, at du er der for personalets skyld, og ikke omvendt. Det gælder både i hotellernes receptioner, butikkerne på Strøget, og ikke mindst caféer og restauranter. Sure miner, kolde og usynlige skjolde af overenskomster og regler, ingen rabatter eller fleksibilitet og ingen jovial eller nærværende, oprigtig service. Betal og skrid.
Der har altid været delte meninger om hvilke fremmedsprog danskere skulle lære at tale og forstå, og meningerne bliver ikke færre, jo mere vores dagligdag påvirkes af globalisering og europæisering i forskellige størrelser. Diskussionen er så meget desto mere spændende, fordi der ikke umiddelbart er nogen rigtige eller forkerte svar – heller ikke her.
Når nu nogen, for en gangs skyld, laver ens arbejde for en, skulle man da være et skarn om man ikke rapporterede det videre! Det drejer sig i dette tilfælde om CEPOS’ top 13 liste over borgerlige tænkere med relevans, og til inspiration, for moderne borgerlige. Ikke mindst konservative kosmopolitter! Udgivelsen, 13 frihedstænkere kan købes her. I sin blog på Berlingske.dk fremhæver Jesper Beinov, redaktionschef ved Midtjyske, top 10:
Machiavelli
John Locke
David Hume
Adam Smith
Edmund Burke
Søren Kierkegaard
F. A. von Hayek
Karl Popper
George Orwell
Milton Friedman
Man kan, som Beinov selv påpeger, undre sig lidt over prioriteringen, især når overskriften er “13 Frihedstænkere”. Her er den Machiavellis godmodige magtbegreb måske en hver scient.pol’ers våde drøm, men ikke nødvendigvis nummer 1 på en liste over frihedstænkere. Nuvel. Se hele listen, og Beinovs udmærket begrundelser for valgene på Jesper Beinovs Blog og døm selv. Som scient.pol’er må jeg naturligvis også anbefale originalteksterne!
Den anden dag havde jeg igen fornøjelsen af at høre Mette Frederiksens evigt skingre stemme – denne gang i “Go’ Morgen Danmark”, hvor hun talte om at DF’s tagen patent på danskhed og et opgør med dette.
Jeg er bestemt ikke enig i, at DF har taget patent på danskhed. Det kan godt være, at DF er glade for Dannebrog, danske viser og højtbelagt smørrebrød – men det er jeg også, og jeg føler mig altså ikke som DF’er (hvordan det så end føles..?) når jeg spiser dyrlægens natmad, synger Skipper Klements Morgensang og råber “hurra” med et rødt-hvidt flag i hånden.
Jeg er bestemt heller ikke enig i den “nye” danskhed, som Mette Frederiksen fremlagde. Ifølge hende – og resten af Socialdemokratiet – handler danskhed nemlig om et retfærdigt sygehusvæsen, at man ikke slår sine børn, og at ingen er fattige. I mine ører lyder den danskhed ikke som et kulturelt fællesskab, men slet og ret som parti-politik – og med det gør Mette Frederiksen og Socialdemokraterne sig ikke en hak bedre end DF, tværtimod! Jeg havde aldrig troet, at jeg ville fremhæve DF, men i det mindste sætter de ikke åbenlyst lighedstegn mellem fx Dannebrog og en stram udlændingepolitik, eller smørrebrød og og bedre ældrepleje, hvorimod Mette Frederiksen bestemt ikke lagde skjul på, at der skulle sættes direkte lighedstegn mellem danskhed og parti-politik.
Men hvad så hvis man er uenig i politikken? Jeg mener fx at man bør genindføre revselsesretten, og det er ikke dansk ifølge Mette Frederiksen – men hvad er jeg så? Svensker? Nordmand? Eller måske amerikaner?
Man må håbe, at folk ikke falder for Socialdemokraternes tåbelige idé – for mage til slet skjult, diskriminerende, politisk vås skal man da godt nok lede længe efter! Lad dog danskhed handle om de ting, der samler os – lad os føle os danske sammen, når vores håndboldpiger vinder (eller måske mere aktuelt, taber), når vi hepper på fodbolddrengene, og når vi forbander den østeuropæiske Melodi Grand Prix-mafia – men hold for guds skyld parti-politik uden om den sag.
For et stykke tid siden, blev jeg bedt om at skrive et debatindlæg til Konservativ Ungdoms medlemsblad “En lige højre” – og nu kan det også læses her:
I juli 2007 var jeg i Cambodia, hvor jeg både besøgte torturfængslet S-21 og The Killing Fields, to steder, der vidner om et regime – de Røde Khmerer med Pol Pot i spidsen – der formåede at slå en fjerdel af landets befolkning ihjel på så brutale måder, at det får både Hitler og Stalin til at ligne søndagsskolebørn.
Når man, som jeg gjorde den juli-dag, står ved siden af et træ, mod hvilket små børn blev kastet og knust, når man kigger op på et tårn, hvori der ligger kranier fra tusindvis af uskyldige ofre, er man ikke i tvivl – menneskerettigheder er vigtige. Og én ret er vigtigere end alle andre – retten til sit eget liv.
Indrømmet. Jeg er ingen ekspert udi den danske udlændingelovgivning, men jeg hører til den gruppe af mennesker, der synes at den er for stram – og ikke bare synes jeg den er for stram, jeg synes også den er ulogisk.
En af de ting, der undrer mig, er, at man overhovedet har mulighed for at give afviste asylansøgere tålt ophold. For det første er det paradoksalt, at man afviser at give folk asyl, men alligevel lader dem blive i landet, og for det andet forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor man ikke i stedet giver de mennesker en midlertidig opholdstilladelse, så de har mulighed for at hjælpe til på arbejdsmarkedet, og få en mere normal hverdag – det er nemlig heller ikke billigt at have asylcentre, og kigger man på det med lidt kyniske briller, kan det da kun være en fordel, at de afviste asylansøgere så kan være med til at tjene nogle af de penge tilbage igen.
Hvad der dog også undrer mig er, at man ikke i langt højere grad laver asylcentre i nærområderne. Dansk Folkeparti har godt nok en idé om, at Danmark tilsyneladende flyder med mælk og honning, og at man derfor intet højere ønske kan have, end at komme til Danmark – men jeg tror nu, at de fleste mennesker til enhver tid hellere vil være der, hvor de hører til, hvor de taler sproget og forstår kulturen. Hvis man fx for flygtninge fra Darfur valgte at sende penge, der skulle have været brugt på asylcentre i Danmark, til Tchad eller Cameroun, ville de penge altså række meget længere – man ville kunne hjælpe mange flere mennesker - og menneskene ville stadig være i et område, der var tilpas kendt, og ikke i et fremmed, koldt land højt mod nord.
En konservativ asylpolitik må og skal handle om sammenhænge – men den danske asylpolitik er ikke meget andet end brudstykker.
»jeg vil hellere respekteres i min eftertid end være populær i min nutid,« (citat)
Citatet stammer fra daværende konservative formand, Bendt Bendtsen. Selv om man med rette kan betvivle om regeringen, med Bendt Bendtsen som formand for Det Konservative Folkeparti, virkelig formåede at tage de nødvendige beslutninger for at sikre fremtidens velfærd, må den netop overståede finanslov give politikerne dumpekarakter i at træffe beslutninger, som virkelig vil sikre fremtidens velfærd.
Dansk Folkeparti samt Socialdemokratiet for ikke at støtte op om nødvendige beslutninger om fjernelse af efterløn, nedsættelse af dagpengeperioden og en generel diskussion af universelle ydelser.
Som konservativ, med alt hvad det medfører af generationskontrakter og ansvar for fremtidens samfund, har regeringen imidlertid også skuffet.
Regeringen startede med at annoncere en dagpengereform, der ville sende 23.000 yderligere ud på arbejdsmarkedet. Siden blev planen reduceret til en lille jobpakke, som ville resultere i yderligere 7.000 beskæftigede, for så til sidst at blive helt droppet (telegram, 180-grader)
Med meget vigtige fremtidige beslutninger om reformering af skattepolitikken og yderst presserende beslutninger for at sikre fremtidens velfærd i en global verden og med stadig flere ældre, burde regeringen have gjort spørgsmålet om reformering af dagpengeperioden til et kardinalpunkt. Hvis det alligevel ikke havde vist sig muligt at forkorte dagpengeperioden, måtte regeringen have forsøgt at få fornyet sit mandat hos vælgerne.
Uanset om vælgerne ville genvælge regeringen eller ej, ville den om tyve år være overordentlig respekteret -for fremtidens udfordringerne bliver stadig større!
