Det er 26. gang, vi har mistet en soldat i Afghanistan, og det er lige tragisk hver gang – for selvom vi godt ved, at de er i krig og sætter livet på spil for at sikre freden i Afghanistan, er det svært ikke at håbe på og bede til, at der bliver holdt en hånd over vores danske Jens’er.

At også Danmark lider tab i kampen for sikring af fred og frihed, må dog aldrig få os til at miste det store overblik, og glemme, at når vores drenge sætter deres liv på spil, så gør de det i kampen for netop den afghanske befolknings liv. De gør det i troen på, at kvinder er lige så gode som mænd, at alle mennesker bør være sikret basale rettigheder – og at ingen skal lave i evig frygt for et totalitært regime som Taliban.

Jeg er simpelthen så stolt over, at mænd og kvinder opvokset i trygge Danmark vælger at vinke farvel til familie og venner i et halvt år af gangen – velvidende, at de måske ikke kommer tilbage – for at kæmpe for et andet folks frihed.

Jeg har derfor kun én ting at sige, til vores fantastiske danske soldater – I gør os stolte!

cha