I mandags deltog jeg i en paneldebat hos Ungdommens Røde Kors, med temaet børnefattigdom. Et på mange måder sympatisk emne, at sætte fokus på (selvom man dog skal være meget varsom med at skille skidt fra kanel, hvilket både Peter og jeg selv før har skrevet om) – og et på alle måder svært emne, at finde løsninger på.

En af paneldebattens tilskuere (nu lyder det lidt som om det var et teater – og det var det måske også, alt efter øjnene der ser) spurgte, om en løsning på problemstillingerne forbundet med (børne)fattigdom kunne være at fastsætte en officiel fattigdomsgrænse. Det lyder umiddelbart meget sympatisk – og vi danskere kan jo så godt lide at stemple folk i forvejen, og putte dem i kasser i stedet for at behandle dem som individer, så forslaget vil sikkert finde opbakning mange steder.

Problemet er bare, at en officiel fattigdomsgrænse absolut intet løser. De mennesker, der befinder sig under et bestemt niveau for indkomst er nemlig ikke en homogen gruppe, og at skære alle over en kam, og lave store planer for hvordan de fattige skal behandles, tager på ingen måde hensyn til de forskellige individer, der har en indkomst på mindre end hvad et flertal af Folketinget mener, man bør have.

Det dur nemlig ikke, at behandle folk på samme måde, uanset grunden til fattigdommen. Man kan ikke behandle en enlig kassedame med to børn på samme måde som en indvandrerfamilie med seks børn, eller på samme måde som et par unge studerende på en videregående uddannelse, som netop har fået deres første barn. Det er tre vidt forskellige situationer, de står i – og både roden til fattigdommen og fremtidsudsigterne er vidt forskellige fra hinanden. 

Kassetænkningen er desværre typisk for dansk politik – tænk bare på fx reglerne for SU, eller for reglerne for boligsikring, der faktisk gør, at mange studerende næsten tjener for lidt, til at kunne få boligstøtte. Der ligger tilsyneladende en eller anden underliggende diskurs i samfundet om, at man bare kan opstille forskellige grænser, og så passer alle folk ind et eller andet sted. Men den kasse, man ifølge systemet passer ind i, er ikke automatisk den kasse, som vil hjælpe en – i nogle tilfælde tværtimod. Det der er brug for, er i stedet en anerkendelse af individernes forskellighed og forskellige behov – for ellers løser vi ingen problemer, men sætter blot mærker på folk.

cha

Børnefattigdomsdebatten mangler i den grad perspektiver, og jeg mener (uden forhåbentligt at lyde alt for hippie-agtigt) at der er to fuldstændigt fundementale ting, som alle børn har ret til, og som de vitterligt er utroligt fattige uden – nemlig kærlighed og omsorg.

Det virker dog som om, at omsorgssvigtede børn ikke giver lige så gode overskrifter i medierne, som 1. klasseeleverne uden mobiltelefon (og dermed uden mulighed for at lave legeaftaler – i den fagre nye verden kan man åbenbart kun kommunikere via sms) – i hvert fald er der meget mere fokus på denne neo-fattigdom, end der er på de børn, som virkelig lever under kummerlige forhold.

Og det er synd. For hvis der er nogen der har brug for hjælp, så er det de ikke omsorgssvigtede børn. Det gør mig ondt helt i marven, når man hører om børn, der ender som kastebolde mellem deres forældre, de sociale myndigheder og evt. plejeforældre – simpelthen fordi man, selv når det handler om tvangsanbringelser, og ikke kun frivilige, igen og igen sætter forældrenes ret til deres børn over børnenes ret til en opvækst med kærlighed og omsorg, og derfor sender børnene tilbage til forældre, der aldrig bliver i stand til at tage sig af dem.

Jeg er derfor meget spændt på at se, hvad arbejdet med Indenrigs- og Socialministeriets “Barnets Reform” ender med. Jeg håber personligt, at det vil blive nemmere at tvangsbortadoptere (spæd)børn – ikke fordi jeg på nogen måde er begejstret for formynderi af så ekstrem grad, men simpelthen fordi man bare er nødt til at sætte barnets tarv højere end forældrenes.

Der er nemlig ingen mennesker, der har ret til  – eller krav – på at få børn, men alle børn bør have ret til en god opvækst, fyldt med både kærlighed og omsorg.

cha