I Danmark får man, som udefrakommende, hurtigt et indtryk af, at du er der for personalets skyld, og ikke omvendt. Det gælder både i hotellernes receptioner, butikkerne på Strøget, og ikke mindst caféer og restauranter. Sure miner, kolde og usynlige skjolde af overenskomster og regler, ingen rabatter eller fleksibilitet og ingen jovial eller nærværende, oprigtig service. Betal og skrid. 

Jeg foranlediges til at drage en direkte parallel fra danskernes jantelovsopvækst til deres fortrængte evne til at sætte sig selv i anden række og behandle andre end Dronningen som Konge. Hvis Kongen (læs “kunden”) heller ikke skal tro, at han er noget, så er én ting sikkert: Kongen kommer ikke igen.

Det kunne selvfølgelig også have noget at gøre med, at store dele af den danske servicebranche drives af unge mellem 16-19 år. De kan være både søde og dygtige, men den kvalitetsbevidste, “højtforbrugende” feriegæst forventer engagement, kompetence, og service på et helt andet plan. Som servicemedarbejder skal man kunne pege gæsten i den rigtige retning, tilbyde den rigtige pris, lave en ordentlig kop kaffe og forklare indholdet i en bestemt vare, og ikke mindst for ham til at føle sig rigtig, hjertelig velkommen. Det kommer ikke af sig selv, smuk udsigt eller ej.

Måske er det fordi jeg selv er uddannet serviceøkonom fra Hotel- og Restaurantskolen, eller fordi jeg som oftest oplever dansk servicementalitet udfolde sig i København, eller fordi jeg, som udlandsdansker, simpelthen har været priviligeret nok til at opleve helt ekseptionel service alle mulige andre steder i Europa og verden. Det er nok en forkælet kombination af hele pærevællingen.

Ikke desto mindre skal fokus på danskernes servicementalitet være en del af branchens nye strategi. Ellers risikerer vi, at strategien bliver en engangsforestilling.

pal

Den anden dag havde jeg igen fornøjelsen af at høre Mette Frederiksens evigt skingre stemme – denne gang i “Go’ Morgen Danmark”, hvor hun talte om at DF’s tagen patent på danskhed og et opgør med dette.

Jeg er bestemt ikke enig i, at DF har taget patent på danskhed. Det kan godt være, at DF er glade for Dannebrog, danske viser og højtbelagt smørrebrød – men det er jeg også, og jeg føler mig altså ikke som DF’er (hvordan det så end føles..?) når jeg spiser dyrlægens natmad, synger Skipper Klements Morgensang og råber “hurra” med et rødt-hvidt flag i hånden.

Jeg er bestemt heller ikke enig i den “nye” danskhed, som Mette Frederiksen fremlagde. Ifølge hende – og resten af Socialdemokratiet – handler danskhed nemlig om et retfærdigt sygehusvæsen, at man ikke slår sine børn, og at ingen er fattige. I mine ører lyder den danskhed ikke som et kulturelt fællesskab, men slet og ret som parti-politik – og med det gør Mette Frederiksen og Socialdemokraterne sig ikke en hak bedre end DF, tværtimod! Jeg havde aldrig troet, at jeg ville fremhæve DF, men i det mindste sætter de ikke åbenlyst lighedstegn mellem fx Dannebrog og en stram udlændingepolitik, eller smørrebrød og og bedre ældrepleje, hvorimod Mette Frederiksen bestemt ikke lagde skjul på, at der skulle sættes direkte lighedstegn mellem danskhed og parti-politik.

Men hvad så hvis man er uenig i politikken? Jeg mener fx at man bør genindføre revselsesretten, og det er ikke dansk ifølge Mette Frederiksen – men hvad er jeg så? Svensker? Nordmand? Eller måske amerikaner?

Man må håbe, at folk ikke falder for Socialdemokraternes tåbelige idé – for mage til slet skjult, diskriminerende, politisk vås skal man da godt nok lede længe efter! Lad dog danskhed handle om de ting, der samler os – lad os føle os danske sammen, når vores  håndboldpiger vinder (eller måske mere aktuelt, taber), når vi hepper på fodbolddrengene, og når vi forbander den østeuropæiske Melodi Grand Prix-mafia – men hold for guds skyld parti-politik uden om den sag.

cha