I 2005, da jeg var 16 år og gik i 1.g., meldte jeg mig ind i Konservativ Ungdom. Jeg gik på et temmelig rødt gymnasium, så jeg var ganske klar over, at mange havde andre holdninger end jeg – men altså, det gjorde jo bare det hele lidt sjovere, at man kunne provokere lidt. Det var dog altid kun unge på min egen alder, der for alvor blev provokeret af, at jeg var medlem af KU og ikke bange for at sige min mening – jeg oplevede aldrig, at voksne mennesker blev provokeret.

I de mere end seks år jeg har været medlem af KU, har jeg haft mange politiske diskussioner med mange forskellige mennesker – men jeg har også drukket mange øl og mange kopper kaffe med folk, der var medlemmer af andre politiske ungdomsorganisationer. Og aldrig har jeg følt mig i fare, blot fordi jeg var medlem af en bestemt politisk ungdomsorganisation.

Det er en af grundene til, at jeg finder massakren på Utøya fuldstændig ubegribelig. Når man som purung vælger at melde sig ind i en politisk ungdomsorganisation, er det jo fordi man har nogle holdninger til det samfund, man lever i – og fordi man gerne vil diskutere sine holdninger på demokratisk vis, i dialog med hinanden. Og selvom man måske ved, at nogle af ens jævnaldrende synes man er lidt fjollet, ligger tanken om, at en voksen mand skulle kunne finde på at dræbe én for ens holdninger, så ufatteligt langt fra selv ens værste mareridt.

Massakren på Utøya og bomben i Oslo bør ikke få indflydelse på vores måde at leve på, på vores hyldest til demokratiet. Men det er alligevel svært ikke at tænke sig om en ekstra gang. Jeg er 23 år, og meget bevidst om, at man ikke skal lade sig kue af galninge – men hvis jeg var 16, er jeg ikke sikker på, at jeg ville turde melde mig ind i en politisk ungdomsorganisation oven på fredagens begivenheder. Jeg håber dog inderligt, at tragedien ikke kommer til at have indflydelse, når unge mennesker skal afgøre, om de skal melde sig ind i en politisk ungdomsorganisation – for vi må ikke lade frygten vinde. I stedet må vi eksempelvis tænke på Nordahl Griegs digt “Til Ungdommen” (hvad vi på dansk ofte bare kender som “Kringsat af fjender”) – det kan man blandt andet læse her, på Ingrid fra AUF’s blog.

Tankerne går til ofrene, de pårørende og de overlevende fra bomben i Oslo og massakren på Utøya.

cha

Alt i alt en positiv stemning, der først og fremmest fejrer, at vi, på trods af store meningsskel, kan være samlet om at fejre demokratiet.

Men, men men… Nogle kvinder rejser det kort, der kan dræbe enhver fornuftig diskussion: Ligestillingskortet.

På TV2 kunne man således i går se den radikale Zenia Stampe, byrådskandidat i Roskilde, agitere for, at der var mangel på ligestilling, fordi der på landsplan kun er valgt knap 1/3 kvinder. Samtidig tilkendegav Zenia Stampe ønske om at indføre kønskvoter, hvis denne fordeling ikke bliver mere ligelig. Udover at det må være en tom fornemmelse, at man ikke kan finde bedre argumenter for at få en personlig stemme, viser det også en mistillid til vælgerne og en forskruet opfattelse af demokratiet.

På Fanø, hvor jeg trådte mine politiske barnesko, bestod byrådet, foruden mig selv, udelukkende at midaldrende mænd og kvinder. Faktisk var den næstyngste borgmesteren på 44, og han var samtidig den eneste i 40’erne. Jeg mener på ingen måde, at det var hensigtsmæssigt for byrådets dynamik og nytænkning, men samtidig respekterer jeg, at det var befolknings valgte, og det vil jeg aldrig ændre med en eller anden kvote.

Som dygtig kvinde må man tage sig til hovedet over Zenia Stampes forslag. Selv er jeg kampagneleder for en af slagsen på Frederiksberg, og jeg kan kun anbefale at stemme på hende – ikke fordi hun er kvinde, men fordi hun er dygtig. Tanken om kvoter er en fornedrelse af dygtige kvinder, og det tilbagevendende forslag kommer da også oftest fra kvinder, der ikke rigtig kan klare sig uden.

Samtidig er jeg som mand ved at være træt af disse mavesure indlæg i debatten. Hvorfor er det f.eks. at de selv samme kvinder ikke nævner, at piger dominerer gymnasier og de videregående uddannelser? At der er flere kvindelige partiledere end mænd? At det kun er mænd, der skal aftjene værnepligt?Selv på Statskundskab, mit daglige studium, er der en drejning i gang, hvor langt flere piger end drenge starter. Det varsler en fremtid, hvor kvinder vil sætte sig på samfundets mest magtfulde poster, formentlig i endnu højere grad end mænd.

Jeg glæder mig til valget den 17. november. Jeg vil nemlig stemme personligt på den kandidat, som jeg mener, vil kunne gøre en forskel for Region Hovedstaden. Og ja, min stemme kommer til at forhøje andelen af kvinder i de folkevalgte forsamlinger, men det er nu ikke en bevæggrund, for hun kan sagtens klare sig uden kvindekvoter!

    /HSN

Selvfølgelig har diverse nyhedsreportager og lignende fortalt os allesammen, hvilket uhyre Peter Lundin er – men der er nu engang forskel på, at høre en journalist fortælle om hvad en psykopatisk morder har gjort, og på at give selvsamme morder 234 sider, til at berette om sine brutaliteter – helt uden nogen som helst for for kritik. 

Der skal sikkert nok være en masse mennesker, der køber bogen, og et alt for stort antal dumme kvinder, som rent faktisk tror på, at han har forbedret sig og uden problemer kan blive et ufarligt familiemenneske, men det er svært at se, hvad man skal kunne gøre ved det – for der vil vel altid være selviscenesættesende psykopater, profithungrende forlag uden moral, folk som finder andre menneskers grusomhed voldsomt interessant, og ikke mindst dumme kvinder med en forkvaklet idé om, at lige præcis de nok skal kunne reformere massemorderen.

Der er dog én ting, man kan gøre. I dag betaler indsatte i de danske fængsler nemlig ikke husleje – uanset hvad de tjener – og det betyder, at et monster som Peter Lundin hvert år koster de danske skatteydere 720.145 kr – næsten 3/4 million! I forhold til de fattige fanger, som aldrig ville kunne betale ‘husleje’ tilbage til den danske stat, er det i og for sig okay, at de ikke skal betale, men fanger, der rent faktisk har mange penge på kistebunden, eller enddog tjener penge, mens de sidder inde, burde betale en del af de penge, som skatteyderne bruger pga af deres kriminalitet, tilbage – og hvis Peter Lundin kommer til at tjene penge på bogen (Forlaget Turbulenz påstår godt nok, at han kun får et “symbolsk beløb”, men har ikke offentliggjort beløbet i tal, så det er svært at vide, hvor ’symbolsk’ det i virkeligheden er), er der for mig at se ingen tvivl om, at de penge bør ryge direkte i statskassen, og ikke i lommerne på ham.

cha

Jeg har førhen været stærk tilhænger af nej til denne ændring. Dels fordi Kongehuset ikke er en institution, der er ligestillet med resten af samfundet – og man derfor kan argumentere for, at ligestilling heller ikke hører til indenfor Kongehuset. Dels fordi, det ikke er et aktuelt problem; Kronprins Frederik er som bekendt den ældste i børneflokken – og af hankøn – og hans ældste barn er også en dreng.

MEN – jeg har faktisk taget forskud på glæderne, og har allerede brevstemt. Og på min stemmeseddel stod der ikke nej – der stod JA.

En af de ting, der fik mig til at stemme ja, er, at det simpelthen er et for usympatisk signal at sende, at sige at kvinder ikke kan være lige så gode regenter som mænd. For selvom Kongehuset ikke er demokratisk i sin opbygning (man bliver jo født til tronen, og ikke valgt dertil), er det da ekstremt usympatisk at straffe et kvindeligt ældstebarn, udelukkende fordi hun ikke er på valg.

En af de andre ting, der gjorde, at jeg valgte at stemme ja, er, at det netop ikke er en aktuel problemstilling. Jeg synes det er meget vigtigt, at en ændring i Tronfølgeloven bliver en generel, principel, ændring, og ikke en ændring, der foretages på baggrund af personers udseende (eller formodede intelligens, som ved ændringen i 1953). Det skal således ikke være fordi Prins Christian engang får en smuk, intelligent datter, med en knap så pæn lillebror, at at der om 50 år laves en ændring, men simpelthen fordi, at det til enhver tid antages, at en storesøster kan blive en lige så god regent som en storebror.

Derfor: Stem ja, så vi kan vise, at piger er lige så gode som drenge, og være med til at få bare en lille indflydelse på en institution, som ellers er udenfor vores rækkevidde.

cha