I mandags deltog jeg i en paneldebat hos Ungdommens Røde Kors, med temaet børnefattigdom. Et på mange måder sympatisk emne, at sætte fokus på (selvom man dog skal være meget varsom med at skille skidt fra kanel, hvilket både Peter og jeg selv før har skrevet om) – og et på alle måder svært emne, at finde løsninger på.

En af paneldebattens tilskuere (nu lyder det lidt som om det var et teater – og det var det måske også, alt efter øjnene der ser) spurgte, om en løsning på problemstillingerne forbundet med (børne)fattigdom kunne være at fastsætte en officiel fattigdomsgrænse. Det lyder umiddelbart meget sympatisk – og vi danskere kan jo så godt lide at stemple folk i forvejen, og putte dem i kasser i stedet for at behandle dem som individer, så forslaget vil sikkert finde opbakning mange steder.

Problemet er bare, at en officiel fattigdomsgrænse absolut intet løser. De mennesker, der befinder sig under et bestemt niveau for indkomst er nemlig ikke en homogen gruppe, og at skære alle over en kam, og lave store planer for hvordan de fattige skal behandles, tager på ingen måde hensyn til de forskellige individer, der har en indkomst på mindre end hvad et flertal af Folketinget mener, man bør have.

Det dur nemlig ikke, at behandle folk på samme måde, uanset grunden til fattigdommen. Man kan ikke behandle en enlig kassedame med to børn på samme måde som en indvandrerfamilie med seks børn, eller på samme måde som et par unge studerende på en videregående uddannelse, som netop har fået deres første barn. Det er tre vidt forskellige situationer, de står i – og både roden til fattigdommen og fremtidsudsigterne er vidt forskellige fra hinanden. 

Kassetænkningen er desværre typisk for dansk politik – tænk bare på fx reglerne for SU, eller for reglerne for boligsikring, der faktisk gør, at mange studerende næsten tjener for lidt, til at kunne få boligstøtte. Der ligger tilsyneladende en eller anden underliggende diskurs i samfundet om, at man bare kan opstille forskellige grænser, og så passer alle folk ind et eller andet sted. Men den kasse, man ifølge systemet passer ind i, er ikke automatisk den kasse, som vil hjælpe en – i nogle tilfælde tværtimod. Det der er brug for, er i stedet en anerkendelse af individernes forskellighed og forskellige behov – for ellers løser vi ingen problemer, men sætter blot mærker på folk.

cha

I den seneste tid er jeg blevet mere og mere frustreret over den behandling, man møder i den offentlige sektor – især skole- og sundhedsvæsnet har gjort mig meget frustreret.

Senest kan man i dagens aviser læse, at lægesvigt kostede en lille dreng livet. I stedet for at røntgenfotografere drengen og derved konstatere, om han rent faktisk havde slugt et batteri eller ej, blev familien blot sendt hjem igen – og batteriet endte med at ætse drengen op indefra. Dette kommer efter, at en ung mand for en måned siden blev afvist på Rigshospitalet og efterfølgende døde af en hjerneblødning, som formentligt kunne være helbredt, havde han fået den rigtige behandling. Angiveligt blev han afvist fordi sygeplejersken mente, at han sagde han var homofil, og ikke hæmofil, men det kan nu ikke andet end undre, hvis sygeplejerskerne formoder at patienter taler om deres seksuelle præferencer, og ikke om sygdomme, som kan have stor indflydelse på deres liv.

Og ikke bare sundhedsvæsnet, men også skolevæsnet, bidrager til en stigende frustration. For små 14 dage siden blev jeg ikke bare frustreret, men også vred og inderligt ked af det, da jeg kunne læse, at en 12-årig dreng havde hængt sig selv, efter at være blevet mobbet i skolen. Sådan noget må bare ikke kunne ske, og når det kommer til mobning i skolen, har skolen et kæmpe ansvar – for forældre kan ikke vide andet om hvad der foregår i skolen, end hvad børnene og skolen fortæller dem om, og hvis et barn undlader at fortælle forældrene om mobningen, må og skal det være skolens pligt, at informere forældrene om dette, og ikke mindst tage hånd om det.

Vi priser os i Danmark lykkelige for vores gratis velfærdsydelser, og er uhh og ihh så glade for at kunne komme gratis til lægen og gratis i skole – men som bekendt er der no such thing as a free lunch, og hvis prisen for de gratis ydelser er at sende folk hjem for at dø i stedet for at redde deres liv, og at være medskyldig i selvmord ved at vende det blinde øje til, ja, så er der virkelig noget galt.

Jeg ved ikke, hvad der skal til for at vende den frygtelige kurs, som både sundhedsvæsenet og skolevæsenet er på, men der er i hvert fald brug for selvransagelse i de sektorer, hvis ikke de tre ovenstående dødsfald skal være helt og aldeles forgæves.

cha