Med jævne mellemrum, og gerne i agurketiden, rapporterer medierne om en stigning i antallet af fattige børnefamilier og børn i Danmark. Senest kan Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (selvfølgelig har vi også et sådan) dokumentere en stigning på 10.000 fattige børn i år, i alt 60.000 fattige børn, i forhold til 2008. Statistikken blev bragt af DR 21-Nyhederne dags dato.

Det er naturligvis en trist statistik. Men hvad er det for en fattigdom, børnene egentlig oplever? Og hvad vil det i det hele taget sige, at være fattig i nutidens Danmark?

Det Økonomiske Råd har en række bud på, hvad det vil sige at være fattig. De forskellige statistiske kontorer anvender også varierende målestokke (EUROSTAT regner fx. med 60% af det midterste disponibel indkomst). Helt grundlæggende kobler Det Økonomiske Råd dog nutidens fattigdom sammen med “muligheder for forbrug”.

Netop dette fremgik også så smukt af DR’s indlæg om nogle af de fattige unge, der er kommet på Ungdoms Røde Kors sommerlejr i år. Da 8-årige Marie blev spurgt til, hvordan hun kunne mærke, at hun var “fattig” i dagligdagen, handlede det ikke om sult, beskidt tøj eller analfabetisme. Det handlede om, at hendes forældre ikke havde råd til at give hende samme “dyre modetøj”, som hendes kammerater i skolen kom klædt i efter weekendens shoppping spree med tøzerne eller Moar. Jeg går ud fra, at samme historie gælder for iPod’en, mobiltelefonen, biografturene, frisuren, smykkerne osv. osv.

Umiddelbart foranlediges jeg til at springe ud i diverse argumenter for genindførelsen af skoleuniformen, forbud mod mobiltelefoner i skolegården og forældres ansvar, pligt mv. Jeg kunne også vende den om og klandre regeringen for at svigte de stakkels børn, deres forældre og verdens fattige i det hele taget. Det må blive en anden gang…

I stedet vil jeg nøjes med spydigt at bemærke følgende:

At forældrene ikke har råd til et par DIESEL jeans, D&G t-shirt og Chanel make-up er ikke et samfundsproblem. Samfundsproblemet består derimod i, at børn og unge (uanset hvor fattigt eller velhavende baglandet er) i den alder, og i den grad, påduttes et socialt og økonomisk behov for mærkevarer. Det er uansvarlig og uholdbar opdragelse af Danmarks fremtid. At vi accepterer det som en moderne kendsgerning, og at forbrugsmuligheder i det hele taget indgår som en del af den måde, vi stempler en gruppe som fattig eller ej, er ikke bare synd, det er sygt.

pal