Jo, der var skam masser af EU-begejstring ved de Konservatives EU-konference lørdag (d. 28/11). Oven på et landsråd i september, hvor både Bendt Bendtsen og det konservative EU-engagement var svært at få øje på (se Hvor var EU og Bendtsen?) var det en forfriskende forsamling af konservative kræfter for hvem EU er en selvfølgelighed, og et “stadigt tættere samarbejde” en næsten lige så vigtig kendsgerning.

På programmet stod bl.a. Bendt Bendtsen, Helle Sjelle og Mette Abildgaard fra partiet, samt Marlene Wind (Center for Europæiske Studier, KU), John Nordbo (Verdensnaturfonden) og Thomas Larsen. De bidrog hver især, som forventet, med forskellige grader af indsigt og perspektiv, men der var altså lidt for en hver smag.

For undertegnede var Thomas Larsens analyse af hvornår, og i hvilken form, forbeholdene kommer til afstemning, absolut et af højdepunkterne. Ikke fordi den var revolutionerende, men fordi den satte en afstemning og kampagneindsats i et flerårigt perspektiv. Afstemningen kommer altså, ifølge Thomas Larsen, kort efter næste Folketingsvalg i 2011. Hvis vi antager, at den nuværende regering holder vand, bliver det en samlet pakke (inkl. Euroen, Rets- og Forsvarsforbeholdet). Hvis oppositionen indtager taburetterne bliver det sandsynligvis uden Euroen. Med andre ord – vi kan lige så godt se at komme igang!

Til slut blev der officielt dannet et konservativt “EU-Netværk”, som skal arbejde på netop kampagnen frem til en afstemning om forbeholdene. Der er brug for alle gode kræfter (især de unge og kreative!), så kontakt hovedkontoret, hvis du har lyst til at være med.

Konservative opfører sig aldrig “euroforiske”, men den opstemte afrunding på konferencen i lørdags var tæt på. EU-begejstringen lever i Det Konservative Folkeparti!

pal

Meget kan man sige om fløjkrige, men de er ikke kedelige. Nu hvor Det Konservative Folkeparti langt om længe har genvundet selvtilliden, og noget der ligner fælles fodslaw, betyder det desværre også, at der er mindre at komme efter som almindeligt medlem, og en panisk angst for at skabe nævneværdig røre i vandet. De kritiske røster var forstummet, opbakningen til Lene E. og ledelsen var massiv, og samtlige 11 indstillinger/resolution blev vedtaget af landsrådet, på baggrund af en enig folketingsgruppe. “Vi konservative” er jo enige i alt…!

Næppe. Og Lene Espersen skal heller ikke regne med, at kritikken forsvinder (læs Lene Espersen advarer partifæller mod bagtaleri).

Men landsrådet var heldigvis også andet og mere end blot en øvelse i at klappe i takt. Til landsrådsfesten lørdag aften blev der serveret både god mad, live musik, og ren komedie. For eksempel leverede Lars Barfoed, sammen med afgående generalsekretær (“partysekretæren”) Morten Bangsgaard, en helt fantastisk parodi på nordsjællandske, fulde, konservative snobber, i bedste Normalerweize stil. Det vil vi gerne gense på Youtube!

Selvom han ikke var en del af underholdningsprogrammet lørdag aften, bidrog også Per Stig Møller til en afslutningsvis god stemning, med en solid tale om tryghed og frihed i konservatismen. I det hele taget fyldte det konservative værdifælleskab og konservatismen, som ikke-ideologi, utrolig meget – både i Lene Espersens tale, samt de øvrige indlæg. Det er positivt, det samler fløjene, det skaber optimisme ifht. kommunal- og regionsvalget i november, og det er… ja… kvalmende.

Men hellere K for Kedelig og Kvalme, end K for Krig og Kaos. Heldigvis forsvinder diskussionen om konservatismen, partiets udvikling og konservativ politik da heller ikke på grund af et lavpulset landsråd – måske tværtimod?

cha/pal/hsn

Når der den seneste tid har været talt om det nye forsvarsforlig, har vinklen været ens – alle steder er der blevet fokuseret på, at SF for første gang er med i et forsvarsforlig, og der er ikke blevet fokuseret videre på det substantielle i forliget.

Hvad jeg dog personligt synes er mere pudsigt, end blot det faktum at SF er med i forliget, er, at forliget har den virkning, at der over de næste fem år bliver taget 325 millioner fra ulandsbistanden, som i stedet overføres til militære operationer.

Personligt synes jeg at det er fuldstændig forrykt, at der igen skæres i den danske ulandsbistand, men når min forargelse sættes til side, er jeg ekstremt overrasket (og skuffet) over at partier som SF og Det Radikale Venstre er gået med til en sådan aftale. Her gik jeg faktisk og troede, at det var godt at man havde sådanne vagthunde i oppositionen, når nu ens eget parti ikke er i stand til at sige DF imod, men sådan skulle det åbenbart ikke være. Danske Jens’er bliver nu selv af oppositionen prioriteret højere end afrikanske børn.

Jeg mener bestemt, at militæret og vores danske soldater skal prioriteres højt – men en sådan prioritering bør bare ikke ske på bekostning af ulandshjælpen (og her primært på bekostning af bistanden til Afrika), og selvom jeg finder det skammeligt, at Det Konservative Folkeparti kan gå med til en sådan prioritering, er jeg endnu mere skuffet over, at ikke engang partier som SF og Det Radikale Venstre er garanter for en langtidssikret og bæredygtig udviklingsbistand.

cha