Den anden dag havde jeg igen fornøjelsen af at høre Mette Frederiksens evigt skingre stemme – denne gang i “Go’ Morgen Danmark”, hvor hun talte om at DF’s tagen patent på danskhed og et opgør med dette.

Jeg er bestemt ikke enig i, at DF har taget patent på danskhed. Det kan godt være, at DF er glade for Dannebrog, danske viser og højtbelagt smørrebrød – men det er jeg også, og jeg føler mig altså ikke som DF’er (hvordan det så end føles..?) når jeg spiser dyrlægens natmad, synger Skipper Klements Morgensang og råber “hurra” med et rødt-hvidt flag i hånden.

Jeg er bestemt heller ikke enig i den “nye” danskhed, som Mette Frederiksen fremlagde. Ifølge hende – og resten af Socialdemokratiet – handler danskhed nemlig om et retfærdigt sygehusvæsen, at man ikke slår sine børn, og at ingen er fattige. I mine ører lyder den danskhed ikke som et kulturelt fællesskab, men slet og ret som parti-politik – og med det gør Mette Frederiksen og Socialdemokraterne sig ikke en hak bedre end DF, tværtimod! Jeg havde aldrig troet, at jeg ville fremhæve DF, men i det mindste sætter de ikke åbenlyst lighedstegn mellem fx Dannebrog og en stram udlændingepolitik, eller smørrebrød og og bedre ældrepleje, hvorimod Mette Frederiksen bestemt ikke lagde skjul på, at der skulle sættes direkte lighedstegn mellem danskhed og parti-politik.

Men hvad så hvis man er uenig i politikken? Jeg mener fx at man bør genindføre revselsesretten, og det er ikke dansk ifølge Mette Frederiksen – men hvad er jeg så? Svensker? Nordmand? Eller måske amerikaner?

Man må håbe, at folk ikke falder for Socialdemokraternes tåbelige idé – for mage til slet skjult, diskriminerende, politisk vås skal man da godt nok lede længe efter! Lad dog danskhed handle om de ting, der samler os – lad os føle os danske sammen, når vores  håndboldpiger vinder (eller måske mere aktuelt, taber), når vi hepper på fodbolddrengene, og når vi forbander den østeuropæiske Melodi Grand Prix-mafia – men hold for guds skyld parti-politik uden om den sag.

cha

En af de ting, der undrer mig, er, at man overhovedet har mulighed for at give afviste asylansøgere tålt ophold. For det første er det paradoksalt, at man afviser at give folk asyl, men alligevel lader dem blive i landet, og for det andet forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor man ikke i stedet giver de mennesker en midlertidig opholdstilladelse, så de har mulighed for at hjælpe til på arbejdsmarkedet, og få en mere normal hverdag – det er nemlig heller ikke billigt at have asylcentre, og kigger man på det med lidt kyniske briller, kan det da kun være en fordel, at de afviste asylansøgere så kan være med til at tjene nogle af de penge tilbage igen.

Hvad der dog også undrer mig er, at man ikke i langt højere grad laver asylcentre i nærområderne. Dansk Folkeparti har godt nok en idé om, at Danmark tilsyneladende flyder med mælk og honning, og at man derfor intet højere ønske kan have, end at komme til Danmark – men jeg tror nu, at de fleste mennesker til enhver tid hellere vil være der, hvor de hører til, hvor de taler sproget og forstår kulturen. Hvis man fx for flygtninge fra Darfur valgte at sende penge, der skulle have været brugt på asylcentre i Danmark, til Tchad eller Cameroun, ville de penge altså række meget længere – man ville kunne hjælpe mange flere mennesker - og menneskene ville stadig være i et område, der var tilpas kendt, og ikke i et fremmed, koldt land højt mod nord.

En konservativ asylpolitik må og skal handle om sammenhænge – men den danske asylpolitik er ikke meget andet end brudstykker.

cha