Jo, der var skam masser af EU-begejstring ved de Konservatives EU-konference lørdag (d. 28/11). Oven på et landsråd i september, hvor både Bendt Bendtsen og det konservative EU-engagement var svært at få øje på (se Hvor var EU og Bendtsen?) var det en forfriskende forsamling af konservative kræfter for hvem EU er en selvfølgelighed, og et “stadigt tættere samarbejde” en næsten lige så vigtig kendsgerning.

På programmet stod bl.a. Bendt Bendtsen, Helle Sjelle og Mette Abildgaard fra partiet, samt Marlene Wind (Center for Europæiske Studier, KU), John Nordbo (Verdensnaturfonden) og Thomas Larsen. De bidrog hver især, som forventet, med forskellige grader af indsigt og perspektiv, men der var altså lidt for en hver smag.

For undertegnede var Thomas Larsens analyse af hvornår, og i hvilken form, forbeholdene kommer til afstemning, absolut et af højdepunkterne. Ikke fordi den var revolutionerende, men fordi den satte en afstemning og kampagneindsats i et flerårigt perspektiv. Afstemningen kommer altså, ifølge Thomas Larsen, kort efter næste Folketingsvalg i 2011. Hvis vi antager, at den nuværende regering holder vand, bliver det en samlet pakke (inkl. Euroen, Rets- og Forsvarsforbeholdet). Hvis oppositionen indtager taburetterne bliver det sandsynligvis uden Euroen. Med andre ord – vi kan lige så godt se at komme igang!

Til slut blev der officielt dannet et konservativt “EU-Netværk”, som skal arbejde på netop kampagnen frem til en afstemning om forbeholdene. Der er brug for alle gode kræfter (især de unge og kreative!), så kontakt hovedkontoret, hvis du har lyst til at være med.

Konservative opfører sig aldrig “euroforiske”, men den opstemte afrunding på konferencen i lørdags var tæt på. EU-begejstringen lever i Det Konservative Folkeparti!

pal

Lene Espersen holdt selvfølgelig den længste og vigtigste tale, selvom den hverken blev et retorisk eller politisk mesterstykke af den grund. Senere talte Connie Hedegaard om Burkaforbud og Klima, Per Stig om konservatismen, Brian Mikkelsen om Brorson Kirken og bandekriminalitet, Henriette Kjær om oppositionens nederlag og regeringens sejre, Jakob Aksel Nielsen om det personlige ansvar og sundhed, Tom Behnke om politiet, Carina Christensen om kulturpolitiske initiativer, Per Ørum Jørgensen om miljø, Helge Adam Møller om aktiv dødshjælp, Naser Khader om integration, Tove Videbæk om aktiv “livshjælp”, Charlotte Dyremose om folkeskolen og ungdomsuddannelser, og Bendt Bendtsen om…

Nej, Bendt Bendtsen var ingen steder at finde på talerlisten til landsrådet 2009, og det var Danmarks europæiske engagement heller ikke.

Jeg har fuld forståelse for, at Bendt Bendtsen har holdt en god, lang sommerferie efter valgkampagnen og EP-valget den 7. juni. Men jeg ved også, at han har haft travlt med at skaffe sig en plads i Udvalget om Industri, Forskning og Energi, og at han er blevet stedfortræder i det magtfulde Budgetudvalg i Europa-Parlamentet. Det er måske ikke pralende, men dog et foreløbigt resultat.

Siden Europa-Parlamentsvalget har genvalget af Barosso, som Bendt Bendtsen og EPP gruppen naturligvis støtter, også stået højt på dagsordenen. Barrosso har siden sommerferien fremlagt et 41-sider langt program om Kommissionens ambitioner i den nye valgperiode, og så er der selvfølgelig hele spørgsmålet om Lissabon-traktatens skæbne. Hvorfor er Barrosso den rette Kommissionsformand? Hvorfor er det så vigtigt, at Lissabon-traktaten træder i kraft, og at også danskerne bakker op om den?

Var det ikke en bemærkning værd?

I lyset af, at EP-valget og det konservative engagement i EU ikke blev nævnt med mange ord i formandens tale, er det simpelthen overraskende, at Bendt Bendtsen, som Det Konservative Folkepartis nye repræsentant i Bruxelles, ikke en eneste gange tager ordet på landsrådet.

Valgkampen er slut, Lene Espersen sidder tungt på formandsposten, men Bendt Bendtsen har stadigvæk en meget vigtig rolle i partiet. Hvis vi skal eurosklerosen og -skepsisen til livs, ikke mindst i de konservative rækker, nytter det ikke, at den fremmeste advokat herfor tager mundkurv på.

pal

Peter Lemmich: Når nu jeg bliver betragtet som elitær, når jeg påstår, at det politisk-økonomiske borgerskab er bedre kvalificeret til at træffe beslutninger vedr. dansk euromedlemskab end Herr og Fru Danmark, repræsenterer du så Herr og Fru Frikadelle, eller en hidtil uset form for überelite i Danmark?

Lars Seier: Jeg repræsenterer sandheden!

I denne uge havde jeg fornøjelsen af at høre en meget humoristisk bankmand holde et seriøst oplæg om hvorfor Danmark ikke behøver skynde sig ind i eurozonen. Argumenter var der masser af, det større perspektiv og de politiske visioner kneb det derimod med.

Ovenstående blev LSCs sidste bemærkning. Omend det blev sagt med et smil, er jeg ikke i tvivl om, at han mener det alvorligt. Helt grundlæggende er LSC imod den fastkurspolitik, der siden 1982 har holdt Danmark på sporet i det internationale finans- og valutamarked, så det kræver et vis selvbedrag, at argumentere imod flertallet af økonomers, politikernes, virksomheders og alm. danskeres anbefalinger og ønsker til dansk pengepolitik (se bl.a. Finansministeriet – Danmark og Euroen, hvor Lars Løkke Rasmussen i flere omgange argumenterer imod LSC’s påstande).

Men selvfølgelig kan han argumentere for sin sag, og hvis man ikke har de store politiske ambitioner med EU (hvad Konservativ Ungdom desværre ikke har), er det nemt at falde til patten for argumentet om, at det er “overordentligt betryggende” at have den ekstra mulighed [aktiv pengepolitik] i en usikker verden, uanset om vi for øjeblikket vælger at bruge den eller ej.

Problemet opstår dog når man accepterer (og støtter) EU som politisk integrationsprojekt. Danmark ville nemlig kunne få uforholdsmæssig stor indflydelse på den finansielle og strukturelle udvikling i eurozonen, hvis vi da ellers havde noget at skulle have sagt. Frankrig, Italien og Grækenland kan jo godt se, at Danmark har fat i noget af det rigtige (ved Gud ikke alt, men ganske meget).

Derudover bør LSC også kende til, og anerkende, den selvforstærkende effekt af politisk sammenhold og integrationsvilje. Hvis eurolandene vil Euroen, så skal de også reformere og udvikle deres institutioner, hvad jeg er overbevist om, at de også kommer til. Samme effekt kan dog også være ødelæggende for den europæiske økonomi (i økonomisk teori kaldes det “hysterisis”), og manglende tro på, at euroen lykkes som valuta på lang sigt, kan sagtens ende med at blive en “self-fulfilling prophecy”. Ikke nok med, at det ville være økonomisk uforsvarligt – de politiske konsekvenser for europæisk udvikling, integration og sammenhold ville være endnu mere dræbende, både på kort og lang sigt.

LSC har charme, selvtillid og lækkert hår. Han kan argumentere, og har måske ret i sin (lettere overdrevet) kritik af den nuværende eurozones manglende reformvilje. Men han har ikke ret i, at Danmark ikke kan få indflydelse, at det er et håbløst politisk projekt, at hvem-som-helst får adgang til klubben (Letland fik fornylig afslag på trods af ganske få afvigelser fra stabilitetspagten), at Euroen ikke har betydning for den europæiske fælleskabsfølelse, at Danmark står stærkest ved at droppe tredje fase, eller at han repræsenterer nogen som helst form for sandhed.

Dansk euro-nølen og pessimisme er unødvendig og uholdbar – det er faktisk ikke engang sjovt.

pal

Det er et kærkomment initiativ… nu mangler vi bare, at danskerne som helhed engagerer sig i det europæiske demokrati, i stedet for at synge den falske sang om manglen på samme.

pal

Efter næsten to års valgkamp lykkedes det Obama at vinde det amerikanske valg. Tillykke med det. Dobbelt så mange electoral votes blev det til, og hele verden er beruset af begejstring over et nyt ansigt, et nyt håb, og forandringens sagelighed. Skønt.

Ikke mindst Europa må være tilfreds med valget af Obama, og det er der masser af gode grunde til – også fra et konservativt kosmopolitisk synspunkt. Men for at realismen ikke skal dø helt ud i disse tider, vil vi alligevel tillade os at komme med en bøn, eller måske rettere en ønskeseddel, til den nye præsident. Fra et europæisk perspektiv er det nemlig ikke håb og forandring i sig selv, der er behov for:

1. Hold fast i de høje ambitioner for innovativ og bæredygtig klima- og energipolitik
   USA er nøglen til et succesfyldt klimatopmøde i København i 2009, og hvis USA evner at imødekomme europæernes høje krav til miljø, vil respekten også automatisk følge.
2. Brug NATO, og kræv noget af EU
   Som europæere har vi i sikkerhedspolitiske spørgsmål interesse i et stærkt USA, forankret i FN’s og de europæiske menneskerettighedskonventioner. Vi har, for den sags skyld, også brug for et stærkt EU, og med dig som præsident er der en større chance for, at EU tør tage det skridt.
3. Glem ikke frihandel!
   Vi ved, at du ved, at protektionisme ikke er vejen frem i vores globaliseret tidsalder. Vi er også klar over, at EU ikke selv har fattet dét budskab endnu… Derfor er det så meget desto mere vigtigt, at få det på dagsordenen.

pal