Der har altid været delte meninger om hvilke fremmedsprog danskere skulle lære at tale og forstå, og meningerne bliver ikke færre, jo mere vores dagligdag påvirkes af globalisering og europæisering i forskellige størrelser. Diskussionen er så meget desto mere spændende, fordi der ikke umiddelbart er nogen rigtige eller forkerte svar – heller ikke her.

Lad os første kigge på debatten. Dansk Erhverv har eksempelvis for nylig forslået at mandage og tirsdage i folkeskolen skal foregå udelukkende på engelsk. Det skal naturligvis forberede vores små poder på konkurrencen fra Indien og Kina, men jeg har nu svært ved at se det for mig. Ikke mindst fordi de fleste folkeskolelærere taler et så uforståeligt engelsk, at man lige så godt kunne omdøbe mandag-tirsdag til “fri-fremmed-ordleg-dage”. 

Men de har selvfølgelig en pointe. Ligeså har DI, der dog savner tyskkundskab og påpeger, at EU-naboen mod syd stadigvæk er Danmarks største eksportmarked. Her er det i øvrigt kun 20% af virksomhederne, der har engelsktalende medarbejdere. Også Nordisk Råd og Dansk Sprog- og Litteraturselskab (DSL) har fat i noget – for selvom “skandinavisk” kun eksisterer bag på shampoo flasker og Body Shop sæber er der noget forkert i at tale engelsk med en svensker. Englændere taler jo heller ikke tysk med skotterne…

Men hvad skal vi så prioritere? Vi kan jo ikke allesammen lære både engelsk, tysk og svensk på højt niveau, for slet ikke at tale om fransk! På den anden side viser talrige undersøgelser, at mennesker er hurtigst og bedst til at lære sprog inden voksenalderen (ca. 21 år), og “sprog efter behov” tesen holder sjældent stik. Det tager tid og kræfter at lære sprog, og både folkeskolen og gymnasiet er oplagte steder at komme igang.

Tja, ja, bum, bum bum… Dansk er selvsagt nødvendigt som dansker i Danmark; uden engelsk forstår du ikke meget af hverken TV eller radio; uden et kendskab til svensk og/eller norsk dør det skandinaviske sprogfælleskab langsomt ud; og tysk/fransk er så absolut oplagte og nødvendige i europæisk sammenhæng.

Det konkosmiske syn må være todelt. For det første anerkender vi værdien af, og behovet for, at bevare og styrke vores eget nationalsprog… Samtidig må vi dog også anerkende de andres – og den bedste måde at anerkende dem på, er ved selv at lære dem og bruge dem. Hverken svensk eller engelsk er nok i sig selv – we skal parler lidt av alles…

pal