I dag – den 8. marts – er der kvindernes internationale kampdag. Og jeg må nok hellere bekende kulør – jeg er nok lidt af en feminist (ja, man kan godt være konservativ OG feminist), og havde jeg levet for 40 år siden, havde jeg højst sandsynligt rendt rundt med lilla bleer på hovedet!

Når det er sagt, synes jeg at kvindekampen i Danmark er blevet voldsomt elitær – og grundlæggende forkert. I stedet for at kæmpe for at kvinder får samme behandling som mænd, har vi i Danmark en venstrefløj, der ikke mener, at kvinder er lige så gode som mænd – og derfor ønsker at kvinder får en positiv særbehandling, som man som feminist på ingen måde burde gå ind for. Det kan simpelthen ikke passe, at man mener, at kvinder er så mindre egnede end mænd, at der skal kvoter til for at kvinderne kan komme opad – og da slet ikke på bekostning af mænd, som er dygtigere end dem, for hvor er ligestillingen i at ansætte kvinder på bekostning af dygtigere mænd?

Og hvorfor – HVORFOR – er det på toppen af samfundet, at kvindekampen skal føres? Hvorfor er det de kvinder, der er så godt uddannede, at de fx kan komme i betragtning til bestyrelsesposter i børsnoterede selskaber, der skal kæmpes for? Hvorfor kæmper venstrefløjens kvindeforkæmpere ikke for den enlige, ufaglærte, mor, som er ansat i Netto, men kun for den universitetsuddannede kvinde med hus, mand og båd? Ja, faktisk forstår jeg ikke, hvordan venstrefløjen kan se sig selv i øjnene, efter de har gjort kvindekampen elitær.

Venstrefløjen har også besluttet sig for, at der er en hel gruppe af kvinder – og mænd – i Danmark, som ikke har ret til at bestemme over deres egen krop – nemlig de prostituerede, eller sexarbejderne, som de ynder at kalde sig selv. I stedet for at lytte til hvad sexarbejderne selv siger, har venstrefløjens kvindeforkæmpere nemlig besluttet, at alle sexarbejdere hader deres arbejde, og hvis de rent faktisk selv synes godt om deres arbejde, er det – ifølge venstrefløjen – givetvis fordi de ikke er kloge nok til at indse, at de ikke kan lide deres job. Magen til opblæst arrogance skal man lede længe efter! Og i stedet for at hjælpe med at sørge for at sexarbejderne får bedre arbejdsvilkår, ønsker venstrefløjen blot et forbud mod sexkøb, hvilket vil gøre sexarbejdernes arbejdsvilkår endnu dårligere – her har venstrefløjen altså også fuldstændig mistet pusten med kvindekampen, og tænker kun på at få indført symbolpolitik i stedet for rent faktisk at gøre noget for sexarbejderne (kvinder såvel som mænd).

Og en sidste ting, som kan gøre mig næsten mere sur, end de to ovenfor nævnte eksempler, er hvordan venstrefløjen fuldstændig – ud fra et ekstremt forkvaklet og misforstået tolerancehensyn – vender det blinde øje til undertrykkelsen af muslimske kvinder. For nej, det er faktisk ikke i orden, at mænd skal diktere hvad kvinder må gøre, blot fordi man kommer fra en anden religiøs og/eller kulturel baggrund, og det er direkte kvalmende, at venstrefløjen ikke mener, at muslimske kvinder har krav på nøjagtig de samme rettigheder og muligheder, som dem 70′ernes rødstrømper kæmpede for, at etnisk danske kvinder skulle have – og som vi fik.

Så længe vi i Danmark har en venstrefløj, der, som ovenfor nævnt, mener at elitens kvinder skal have positiv særbehandling, at sexarbejdere ikke er kloge nok til at træffe selvstændige valg, og at undertrykkelsen af muslimske kvinder er i orden, så er kvindekampen ikke slut.

Der er således stadig meget at slås for – og jeg prøver hver dag, og ikke blot den 8. marts, at slås for at kvinder i både samfundets top og bund bliver behandlet på de samme (og ikke bedre!) vilkår som mænd, at sexarbejderne får rettigheder, der gør deres arbejdsvilkår bedre, og at ingen kvinde bliver undertrykt på grund af forældede og forkvaklede kulturelle/religiøse normer – for det er disse emner, den danske kvindekamp anno 2010 bør handle om!

cha

”Du kan ikke undværes!” Vi har sikkert alle hørt det, og flere af os har selv oplevet det på vores arbejde, når vores chef har uddelt ros. Klicheen fremstår for os alle uden indhold, for reelt ved vi, at ingen er uundværlig.

Men for Lars Løkke og den nuværende regering, er klicheen imidlertid ikke blot et hult kompliment, når spørgsmålet omhandler Connie Hedegaards fortsatte plads som minister…

Connie Hedegaard har, både som Miljø- og Klimaminister, været central for Det Konservative Folkeparti og ikke mindst for Regeringen. Resultaterne har været imponerende: Som Miljøminister satte Connie Hedegaard i 2004 sit medlemskab af regeringen ind på at undgå besparelser på miljøområdet, der ellers alene i 2002 blev skåret med 12%, hun omvendte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen fra at fornægte klimaforandringer, til nærmest at omklamre spørgsmålet, hun fravristede venstrefløjens patent på at være miljøbevidste og ikke mindst var hendes personlige integritet afgørende for Danmarks værtskab af COP15 til december.

Men Connie Hedegaard rummer mere end ”blot” miljø- og klimaspørgsmål. Hun har, både før og efter hendes genindtræden i dansk politik, været aktiv i værdidebatten. Connie Hedegaard har sat det personlige ansvar og ikke mindst personlige frihed på dagsordnen, når andre har svigtet. Hun sagde rammende om det personlige ansvar, at ”hvis vi forbyder alt det i et samfund, som jeg ikke kan lide, får vi et samfund, som jeg ikke engang selv har lyst til at leve i”.

Kun få ved, hvorvidt det er Connie Hedegaards eget ønske, at både Per Stig Møller og Henriette Kjær anbefaler hende som kommissær, men sikkert er det, at hendes fravær vil kunne tippe flertallet til oppositionen efter næste valg. Samtidig vil Connie Hedegaards ideologiske og værdimæssige indspark til debatten (se Connies landsrådstale) i Det Konservative Folkeparti svække den konservative identitet, og dermed gøre partiet fattigere.

Kort sagt: Det Konservative Folkeparti, regeringen og ikke mindst Danmark, har brug for Connie Hedegaards fortsatte engagement i dansk politik –hun kan nemlig ikke undværes!

hsn

Meget kan man sige om fløjkrige, men de er ikke kedelige. Nu hvor Det Konservative Folkeparti langt om længe har genvundet selvtilliden, og noget der ligner fælles fodslaw, betyder det desværre også, at der er mindre at komme efter som almindeligt medlem, og en panisk angst for at skabe nævneværdig røre i vandet. De kritiske røster var forstummet, opbakningen til Lene E. og ledelsen var massiv, og samtlige 11 indstillinger/resolution blev vedtaget af landsrådet, på baggrund af en enig folketingsgruppe. “Vi konservative” er jo enige i alt…!

Næppe. Og Lene Espersen skal heller ikke regne med, at kritikken forsvinder (læs Lene Espersen advarer partifæller mod bagtaleri).

Men landsrådet var heldigvis også andet og mere end blot en øvelse i at klappe i takt. Til landsrådsfesten lørdag aften blev der serveret både god mad, live musik, og ren komedie. For eksempel leverede Lars Barfoed, sammen med afgående generalsekretær (“partysekretæren”) Morten Bangsgaard, en helt fantastisk parodi på nordsjællandske, fulde, konservative snobber, i bedste Normalerweize stil. Det vil vi gerne gense på Youtube!

Selvom han ikke var en del af underholdningsprogrammet lørdag aften, bidrog også Per Stig Møller til en afslutningsvis god stemning, med en solid tale om tryghed og frihed i konservatismen. I det hele taget fyldte det konservative værdifælleskab og konservatismen, som ikke-ideologi, utrolig meget – både i Lene Espersens tale, samt de øvrige indlæg. Det er positivt, det samler fløjene, det skaber optimisme ifht. kommunal- og regionsvalget i november, og det er… ja… kvalmende.

Men hellere K for Kedelig og Kvalme, end K for Krig og Kaos. Heldigvis forsvinder diskussionen om konservatismen, partiets udvikling og konservativ politik da heller ikke på grund af et lavpulset landsråd – måske tværtimod?

cha/pal/hsn

Når nu nogen, for en gangs skyld, laver ens arbejde for en, skulle man da være et skarn om man ikke rapporterede det videre! Det drejer sig i dette tilfælde om CEPOS’ top 13 liste over borgerlige tænkere med relevans, og til inspiration, for moderne borgerlige. Ikke mindst konservative kosmopolitter! Udgivelsen, 13 frihedstænkere kan købes her. I sin blog på Berlingske.dk fremhæver Jesper Beinov, redaktionschef ved Midtjyske, top 10:

1. Machiavelli
2. John Locke
3. David Hume
4. Adam Smith
5. Edmund Burke
6. Søren Kierkegaard
7. F. A. von Hayek
8. Karl Popper
9. George Orwell
10. Milton Friedman

Man kan, som Beinov selv påpeger, undre sig lidt over prioriteringen, især når overskriften er “13 Frihedstænkere”. Her er den Machiavellis godmodige magtbegreb måske en hver scient.pol’ers våde drøm, men ikke nødvendigvis nummer 1 på en liste over frihedstænkere. Nuvel. Se hele listen, og Beinovs udmærket begrundelser for valgene på Jesper Beinovs Blog og døm selv. Som scient.pol’er må jeg naturligvis også anbefale originalteksterne! 

pal

Inden jeg kommer alt for godt i gang, må jeg hellere komme med en indrømmelse. Jeg har aldrig læst Adam Smiths Inquiry into the nature and causes of the wealth of Nations. Maos lille røde har jeg heller aldrig åbnet. Jeg har dog læst uddrag fra begge bøger, men de samlede værker – dem har mine øjne kun flygtigt hvilet på. Jeg vil alligevel påstå, at jeg har en god forståelse af begge bøger og teorierne fremlagt i dem, men som skrevet – det bliver ikke umiddelbart mig, der anmelder dem på avisens litteratursider.

Når jeg ikke bryder mig om Adam Smiths møde med Mao Zedong, er det ikke fordi jeg finder Per Stig Møllers pointer forkerte eller ukonservative – tværtimod! Jeg er blandt andet særligt begejstret for et bestemt citat fra artiklen: Flertallet bør ikke kunne kvæle eneren, men den liberalistiske ener bør ikke kunne gøre flertallet til trælle – dette er for mig at se en af konservatismen kerneværdier.

Hvad jeg ikke kan lide, er dog det faktum, at hvis den moderne konservatisme skulle være et møde mellem Adam Smith og Mao Zedong, må det uomtvisteligt betyde, at den skulle være syntesen frembragt af mødet mellem liberalismen og socialismen.

For helt ærligt: social-liberal – mig? Nej, det er bestemt ikke et mærkat, jeg vil have klistret på. Jeg nægter at kategorisere mig selv ud fra ideologierne liberalisme og socialisme, for jeg er vitterligt hverken liberal eller socialist, og jeg vil ikke blot placeres et vilkårligt sted på en højre-venstre-skala, blot fordi det er nemmest at gøre sådan. Konservatismen må og skal altid indeholde mere end blot elementer fra de to store ideologier; den må kunne se sammenhænge hvor ideologierne ser brud; den må kunne gå kritisk til sig selv, hvor socialismen og liberalismen kun går kritisk til de andre.

Og vigtigst af alt: Den må huske på Heraklits ord om, at ”alting flyder”. Den må blot være en grundtanke, og ikke en ideologi, fordi den, i modsætning til liberalismen og socialismen, ikke tror på et endemål og til enhver tid gældende midler. Konservatismen ved nemlig, at netop fordi alting flyder, og konteksterne skifter – af sig selv, vel at mærke, ved hjælp af evolution og ikke revolution – må forskellige ting gælde i forskellige kontekster.

Derfor er jeg konservativ, og ikke social-liberal – og derfor er konservatismen bestemt ikke frugten af et kærlighedsforhold mellem Adam Smith og Mao Zedong.

cha