Forudsat at rygterne om de nye ministre taler sandt, er den mest bemærkelsesværdige udnævnelse, at Lene Espersen overtager udenrigsministerposten. Nok var det ventet, men tilbage står stadig spørgsmålet om, hvorvidt det er en særlig klog strategi?

Jeg hører ikke til dem, der allerede nu er ved at skrive den politiske nekrolog over Lene Espersens formandskab, selv om det seneste halvandet år har været præget af en manglet overordnet politisk strategi for Det Konservative Folkeparti. Partiet har i desperation over dårlige meningsmålinger fremsat halvfærdige forslag, hvor både den juridiske og politiske holdbarhed har været mangelfuld. Af eksempler kan nævnes, da Bendt Bendtsen under EP-valgkampen skiftede holdning til Tyrkiets medlemskab af EU og da burkaer skulle forbydes, hvilket iflg. Brian Mikkelsen også var begrundet i hensynet til trafiksikkerheden.

Men en af de udmeldinger, der for alvor kan sætte tvivl om Lene Espersens evne til at være udenrigsminister var, da hun kort før COP15’s start afviste at ville trykke Robert Mugabe hånd, ligesom hun opfordrede til dansk kritik af Mugabes gentagende menneskerettighedskrænkelser. Det er ingenlunde min hensigt at forsvare Mugabe, men det sender et uheldigt signal for fremtidig dansk udenrigspolitik, hvis udenrigsministeren ikke kender diplomatiets regler.

Hvis man forestiller sig, at Per Stig Møller havde fulgt det velmente råd fra partiformanden, ville konsekvensen have været, at det danske formandskab i endnu højere grad ville få den afrikanske union på halsen. 

Ræsonnementet for Lene Espersens overtagelse af Udenrigsministeriet synes todelt. For det første har udenrigsministeren traditionelt været populær og samtidig vil det være en bedre platform for politiske udmeldinger.

Førstnævnte antagelse synes rigtig. Med undtagelse af Mogens Lykketofts korte tid som udenrigsminister, har positionen i de seneste regeringer været forbundet med stor popularitet og en god platform til at synliggøre sig selv.

Imidlertid er taktikken ikke tidssvarende. Først og fremmest er statsministerembedet blevet meget mere internationalt.                                Schlüter beklager sig åbenlyst i hans erindringer, ”sikken et liv” fra år. 1999, over, at Uffe Ellemann sad så hårdt på udenrigspolitikken, mens han selv måtte tage sig af de mere trivielle indenrigspolitiske sager.                            Siden Schluters tid er meget dog ændret. Der er bred enighed om, at en af årsagerne til at Niels Helveg Petersen i år. 2000 trådte tilbage som udenrigsminister var, at Nyrup blandede sig for meget i udenrigspolitikken. Også under Fogh blev statsministerens suverænitet på udenrigspolitikken understreget, hvilket bl.a. var tydeligt under EU-formandsskabet og i optakten til klimatopmødet.                                                                                            Man kan altså argumentere for, at Statsministeriet har udviklet sig til at være et slags ”mini udenrigsministerium”, hvilket har forøget den udenrigspolitiske handlefrihed betydeligt for den siddende statsminister.

Tilbage står naturligvis usikkerheden om, hvor store udenrigspolitiske ambitioner Lars Løkke Rasmussen har ovenpå det kæntrede klimatopmøde, hvor kritikken særligt var rettet mod Løkkes personlige formandskab. Omvendt er Løkkes mulighed for at opbygge et ”statmandsimage” afhængig af en udenrigspolitisk profil, hvilket kan kæntre det konservative forsøg på genoprejsning.

HSN

Man behøves ikke kende meget til Det Konservative Folkepart for at vide, at der er cirka lige så mange tolkninger af konservatismen, som der er konservative. Det giver naturligvis grundlag for konstant debat om partiets politiske linje, hvilket jeg mener er en stor styrke. Konservatismen er nemlig ikke en færdiglavet opskrift på, hvor vi som samfund skal bevæge os hen. Vi tror ikke alene på, at markedskræfterne kan klare alt, sådan som klassisk liberalisme ellers foreskriver. Omvendt tror vi heller ikke på socialismens idéer om, at alt skal løses i kollektivet. Men når man ikke er helt enig om udgangspunktet for forståelsen af ens grundværdier, ens ideologi, er der også en fare for reel splittelse.

Heri skal man formentlig finde en stor del af årsagen til, at Det Konservative Folkeparti to gange i dets historie, har kastet sig ud i dræbende magtkampe om partiets linje. Først med kampen mellem Erik Ninn Hansen og Erik Haunstrup Clemmensen i 1970’erne, og siden mellem Hans Engell, der formåede at dræne det politiske mod ud af selv meget energiske politikere, og en række andre politiske ledere. Partiet skiftede således politisk leder 5 gange i perioden fra 1993 til 1998.  

Men hvorfor ribbe op i disse gamle ar? Partiet er for længst kommet ud af krisen og debatterne i dag foregår på et fornuftigt plan, hvor der er rum til forskellighed. Min årsag til at bringe emnet på banen er, at partiet reelt ikke har sikret sig mod fremtidige opgør. Det ligger klart, selv i min generations unge politiske DNA, at man aldrig må vende tilbage til så ondskabsfulde fløjkampe, som man oplevede dengang. Men organiseringen af partiet gør stadig, at en fremtidig magtkamp, på linje med de to forrige, ikke synes usandsynlig.

Problemet ved Det Konservative Folkeparti er, at alt for meget er bestemt i folketingsgruppen. Særligt er det problematisk, at det alene er folketingsgruppen, der vælger partiets politiske leder. Hvis man efter Poul Schlüters afgang i 1993 havde haft en åben debat om valg af politisk leder, og efterfølgende havde valgt denne på et delegeretmøde eller evt. ved urafstemning, ville denne have haft en meget stærkere platform og legitimitet, end når personen blot er udpeget af folketingsgruppen.

Man kan med fordel drage sammenligninger mellem de konservative stridigheder og formandskampen mellem Poul Nyrup Rasmussen og den daværende formand for Socialdemokratiet, Svend Auken. Det var en tydelig fløjkamp for åbent tæppe, men Nyrup fik cementeret sin legitimitet ved at vinde efter valg fra de delegerede. Dermed var ikke muligt for Auken at modarbejde Nyrup, idet tillidsfolkene havde truffet deres beslutning. Derimod kunne Engell bruge sin formodning om, at hovedparten af partiets medlemmer støttede ham, som bevæggrund for at fortsætte sin kamp for posten som politisk leder.

Den manglende inddragelse af personer udenfor folketingsgruppen gør ganske enkelt, at gruppen ikke har en reel modvægt. Jeg tror, og håber ikke, at vi kommer til at opleve en magtkamp som den vi så i 1990’erne, men partiets opbygning gør, at jeg desværre ikke vil udelukke scenariet.

HSN

”Du kan ikke undværes!” Vi har sikkert alle hørt det, og flere af os har selv oplevet det på vores arbejde, når vores chef har uddelt ros. Klicheen fremstår for os alle uden indhold, for reelt ved vi, at ingen er uundværlig.

Men for Lars Løkke og den nuværende regering, er klicheen imidlertid ikke blot et hult kompliment, når spørgsmålet omhandler Connie Hedegaards fortsatte plads som minister…

Connie Hedegaard har, både som Miljø- og Klimaminister, været central for Det Konservative Folkeparti og ikke mindst for Regeringen. Resultaterne har været imponerende: Som Miljøminister satte Connie Hedegaard i 2004 sit medlemskab af regeringen ind på at undgå besparelser på miljøområdet, der ellers alene i 2002 blev skåret med 12%, hun omvendte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen fra at fornægte klimaforandringer, til nærmest at omklamre spørgsmålet, hun fravristede venstrefløjens patent på at være miljøbevidste og ikke mindst var hendes personlige integritet afgørende for Danmarks værtskab af COP15 til december.

Men Connie Hedegaard rummer mere end ”blot” miljø- og klimaspørgsmål. Hun har, både før og efter hendes genindtræden i dansk politik, været aktiv i værdidebatten. Connie Hedegaard har sat det personlige ansvar og ikke mindst personlige frihed på dagsordnen, når andre har svigtet. Hun sagde rammende om det personlige ansvar, at ”hvis vi forbyder alt det i et samfund, som jeg ikke kan lide, får vi et samfund, som jeg ikke engang selv har lyst til at leve i”.

Kun få ved, hvorvidt det er Connie Hedegaards eget ønske, at både Per Stig Møller og Henriette Kjær anbefaler hende som kommissær, men sikkert er det, at hendes fravær vil kunne tippe flertallet til oppositionen efter næste valg. Samtidig vil Connie Hedegaards ideologiske og værdimæssige indspark til debatten (se Connies landsrådstale) i Det Konservative Folkeparti svække den konservative identitet, og dermed gøre partiet fattigere.

Kort sagt: Det Konservative Folkeparti, regeringen og ikke mindst Danmark, har brug for Connie Hedegaards fortsatte engagement i dansk politik –hun kan nemlig ikke undværes!

hsn