I 2005, da jeg var 16 år og gik i 1.g., meldte jeg mig ind i Konservativ Ungdom. Jeg gik på et temmelig rødt gymnasium, så jeg var ganske klar over, at mange havde andre holdninger end jeg – men altså, det gjorde jo bare det hele lidt sjovere, at man kunne provokere lidt. Det var dog altid kun unge på min egen alder, der for alvor blev provokeret af, at jeg var medlem af KU og ikke bange for at sige min mening – jeg oplevede aldrig, at voksne mennesker blev provokeret.

I de mere end seks år jeg har været medlem af KU, har jeg haft mange politiske diskussioner med mange forskellige mennesker – men jeg har også drukket mange øl og mange kopper kaffe med folk, der var medlemmer af andre politiske ungdomsorganisationer. Og aldrig har jeg følt mig i fare, blot fordi jeg var medlem af en bestemt politisk ungdomsorganisation.

Det er en af grundene til, at jeg finder massakren på Utøya fuldstændig ubegribelig. Når man som purung vælger at melde sig ind i en politisk ungdomsorganisation, er det jo fordi man har nogle holdninger til det samfund, man lever i – og fordi man gerne vil diskutere sine holdninger på demokratisk vis, i dialog med hinanden. Og selvom man måske ved, at nogle af ens jævnaldrende synes man er lidt fjollet, ligger tanken om, at en voksen mand skulle kunne finde på at dræbe én for ens holdninger, så ufatteligt langt fra selv ens værste mareridt.

Massakren på Utøya og bomben i Oslo bør ikke få indflydelse på vores måde at leve på, på vores hyldest til demokratiet. Men det er alligevel svært ikke at tænke sig om en ekstra gang. Jeg er 23 år, og meget bevidst om, at man ikke skal lade sig kue af galninge – men hvis jeg var 16, er jeg ikke sikker på, at jeg ville turde melde mig ind i en politisk ungdomsorganisation oven på fredagens begivenheder. Jeg håber dog inderligt, at tragedien ikke kommer til at have indflydelse, når unge mennesker skal afgøre, om de skal melde sig ind i en politisk ungdomsorganisation – for vi må ikke lade frygten vinde. I stedet må vi eksempelvis tænke på Nordahl Griegs digt “Til Ungdommen” (hvad vi på dansk ofte bare kender som “Kringsat af fjender”) – det kan man blandt andet læse her, på Ingrid fra AUF’s blog.

Tankerne går til ofrene, de pårørende og de overlevende fra bomben i Oslo og massakren på Utøya.

cha

Pædofili er på ingen måde acceptabelt. Det ødelægger uskyldige børns liv, og der skal for alt i verden gøres hvad der kan for at bekæmpe det. Taleban ødelægger dog også folks liv – dog ofte mere bogstaveligt, ved simpelthen at slå folk ihjel. Derfor skal Taleban nedkæmpes, og derfor er vores danske soldater en vigtig brik for at sikre, at afghanerne kan leve i fred. Og kun hvis fred og ro bliver sikret, kan Afghanistan opleve fremgang og fremskridt.

Fremgang er dog mere end bare fred. Fremgang handler også om at sikre fundamentalt grundlæggende rettigheder for alle – også børn. Og børn over hele verdenen bør netop have lov til at leve i fred for overgreb. Hvis vores indsats i Afghanistan skal gavne, og skabe fremgang og fremskridt, er vi derfor også nødt til at ændre på de fuldstændigt forkerte elementer, der ligger i kulturen. Og på det her område er jeg bestemt ikke bange for at være kulturimperalist – for som mennesker kan vi på ingen måde acceptere overgreb på børn, blot fordi de lever i en kultur, hvor det er ‘normalt‘.

Der er derfor nødt til at være et øget fokus på at gøre det klart for afghanerne, at pædofili er fuldstændig og helt og aldeles forkert og uacceptabelt. Og det må gøres klart, at overgreb på børn har konsekvenser – jeg ved ikke, om pædofili i dag kan straffes i Afghanistan (jeg har mine tvivl…), men hvis ikke, bør der indføres en straf for pædofili, så der sendes et klart og tydeligt signal om, at det på ingen måde kan tolereres.

Der er formentligt også andre måder, hvorpå man kan belyse, at pædofili er uacceptabelt – oplysningskampagner kunne også være en mulighed, om end mit kendskab til Afghanistan ikke er stort nok til at vide, om sådanne ville kunne have en reel effekt. Uanset hvad, er vi i hvert fald nødt til at gøre noget – for vi kan ikke påstå at vi redder et folk, samtidig med at vi lader børnene i stikken.

cha

Det er 26. gang, vi har mistet en soldat i Afghanistan, og det er lige tragisk hver gang – for selvom vi godt ved, at de er i krig og sætter livet på spil for at sikre freden i Afghanistan, er det svært ikke at håbe på og bede til, at der bliver holdt en hånd over vores danske Jens’er.

At også Danmark lider tab i kampen for sikring af fred og frihed, må dog aldrig få os til at miste det store overblik, og glemme, at når vores drenge sætter deres liv på spil, så gør de det i kampen for netop den afghanske befolknings liv. De gør det i troen på, at kvinder er lige så gode som mænd, at alle mennesker bør være sikret basale rettigheder – og at ingen skal lave i evig frygt for et totalitært regime som Taliban.

Jeg er simpelthen så stolt over, at mænd og kvinder opvokset i trygge Danmark vælger at vinke farvel til familie og venner i et halvt år af gangen – velvidende, at de måske ikke kommer tilbage – for at kæmpe for et andet folks frihed.

Jeg har derfor kun én ting at sige, til vores fantastiske danske soldater – I gør os stolte!

cha