I juli 2007 var jeg i Cambodia, hvor jeg både besøgte torturfængslet S-21 og The Killing Fields, to steder, der vidner om et regime – de Røde Khmerer med Pol Pot i spidsen – der formåede at slå en fjerdel af landets befolkning ihjel på så brutale måder, at det får både Hitler og Stalin til at ligne søndagsskolebørn.

Når man, som jeg gjorde den juli-dag, står ved siden af et træ, mod hvilket små børn blev kastet og knust, når man kigger op på et tårn, hvori der ligger kranier fra tusindvis af uskyldige ofre, er man ikke i tvivl – menneskerettigheder er vigtige. Og én ret er vigtigere end alle andre – retten til sit eget liv.

Hvor ukrænkelig jeg end finder retten til sit eget liv, lige så meget kan jeg undres over den måde, beslutninger kan forsvares ved blot at kalde det for menneskeret. For kort tid siden besluttede Nepals højesteret eksempelvis, at forbyde jomfrugudinder (piger under 12år, der tjener i templer). Beslutningen blev begrundet med, at tempeltjenesten overtrådte pigernes menneskerettigheder – at de havde ret til deres barndom.

Umiddelbart kan det måske virke meget naturligt, at børn skal have lov til at være børn, og ikke tjene i et tempel – tænker man nærmere over det, er det dog en helt anden sag. 

I vores vestlige verden giver det nemlig mening, at børn skal have deres barndom i fred – men borgere i et land som Nepal (og over halvdelen af verdens befolkning) kan ikke bruge vores skala til noget som helst. Hvis pigerne ikke tjener som jomfrugudinder i et tempel, er de ladt tilbage med to valg – de, og resten af deres familie, kan sulte, eller de kan få et andet arbejde. Og lur mig, om det børnearbejde, de i så fald kommer ud i, ikke ødelægger deres barndom mindst lige så meget.

Når man taler om menneskerettigheder, må man derfor drage et skel – man må skelne mellem rettigheder, der er så fundamentale, at de skal gælde for alle, og rettigheder, der er nødt til at sættes ind i en kulturel kontekst. Gør man ikke dette, er rettighederne ikke længere en afspejling af medmenneskelighed – men slet og ret kulturimperialisme.

cha