Inden jeg kommer alt for godt i gang, må jeg hellere komme med en indrømmelse. Jeg har aldrig læst Adam Smiths Inquiry into the nature and causes of the wealth of Nations. Maos lille røde har jeg heller aldrig åbnet. Jeg har dog læst uddrag fra begge bøger, men de samlede værker – dem har mine øjne kun flygtigt hvilet på. Jeg vil alligevel påstå, at jeg har en god forståelse af begge bøger og teorierne fremlagt i dem, men som skrevet – det bliver ikke umiddelbart mig, der anmelder dem på avisens litteratursider.

Når jeg ikke bryder mig om Adam Smiths møde med Mao Zedong, er det ikke fordi jeg finder Per Stig Møllers pointer forkerte eller ukonservative – tværtimod! Jeg er blandt andet særligt begejstret for et bestemt citat fra artiklen: Flertallet bør ikke kunne kvæle eneren, men den liberalistiske ener bør ikke kunne gøre flertallet til trælle – dette er for mig at se en af konservatismen kerneværdier.

Hvad jeg ikke kan lide, er dog det faktum, at hvis den moderne konservatisme skulle være et møde mellem Adam Smith og Mao Zedong, må det uomtvisteligt betyde, at den skulle være syntesen frembragt af mødet mellem liberalismen og socialismen.

For helt ærligt: social-liberal – mig? Nej, det er bestemt ikke et mærkat, jeg vil have klistret på. Jeg nægter at kategorisere mig selv ud fra ideologierne liberalisme og socialisme, for jeg er vitterligt hverken liberal eller socialist, og jeg vil ikke blot placeres et vilkårligt sted på en højre-venstre-skala, blot fordi det er nemmest at gøre sådan. Konservatismen må og skal altid indeholde mere end blot elementer fra de to store ideologier; den må kunne se sammenhænge hvor ideologierne ser brud; den må kunne gå kritisk til sig selv, hvor socialismen og liberalismen kun går kritisk til de andre.

Og vigtigst af alt: Den må huske på Heraklits ord om, at ”alting flyder”. Den må blot være en grundtanke, og ikke en ideologi, fordi den, i modsætning til liberalismen og socialismen, ikke tror på et endemål og til enhver tid gældende midler. Konservatismen ved nemlig, at netop fordi alting flyder, og konteksterne skifter – af sig selv, vel at mærke, ved hjælp af evolution og ikke revolution – må forskellige ting gælde i forskellige kontekster.

Derfor er jeg konservativ, og ikke social-liberal – og derfor er konservatismen bestemt ikke frugten af et kærlighedsforhold mellem Adam Smith og Mao Zedong.

cha