Pædofili er på ingen måde acceptabelt. Det ødelægger uskyldige børns liv, og der skal for alt i verden gøres hvad der kan for at bekæmpe det. Taleban ødelægger dog også folks liv – dog ofte mere bogstaveligt, ved simpelthen at slå folk ihjel. Derfor skal Taleban nedkæmpes, og derfor er vores danske soldater en vigtig brik for at sikre, at afghanerne kan leve i fred. Og kun hvis fred og ro bliver sikret, kan Afghanistan opleve fremgang og fremskridt.

Fremgang er dog mere end bare fred. Fremgang handler også om at sikre fundamentalt grundlæggende rettigheder for alle – også børn. Og børn over hele verdenen bør netop have lov til at leve i fred for overgreb. Hvis vores indsats i Afghanistan skal gavne, og skabe fremgang og fremskridt, er vi derfor også nødt til at ændre på de fuldstændigt forkerte elementer, der ligger i kulturen. Og på det her område er jeg bestemt ikke bange for at være kulturimperalist – for som mennesker kan vi på ingen måde acceptere overgreb på børn, blot fordi de lever i en kultur, hvor det er ‘normalt‘.

Der er derfor nødt til at være et øget fokus på at gøre det klart for afghanerne, at pædofili er fuldstændig og helt og aldeles forkert og uacceptabelt. Og det må gøres klart, at overgreb på børn har konsekvenser – jeg ved ikke, om pædofili i dag kan straffes i Afghanistan (jeg har mine tvivl…), men hvis ikke, bør der indføres en straf for pædofili, så der sendes et klart og tydeligt signal om, at det på ingen måde kan tolereres.

Der er formentligt også andre måder, hvorpå man kan belyse, at pædofili er uacceptabelt – oplysningskampagner kunne også være en mulighed, om end mit kendskab til Afghanistan ikke er stort nok til at vide, om sådanne ville kunne have en reel effekt. Uanset hvad, er vi i hvert fald nødt til at gøre noget – for vi kan ikke påstå at vi redder et folk, samtidig med at vi lader børnene i stikken.

cha

Cambodia oplevede, for under 40 år siden, en frygtelig tid, da Khmer Rouge, med Pol Pot i spidsen, styrede landet. Da jeg for tre år siden var i Cambodia, var jeg på besøg i det tidligere torturfængsel, Tuol Sleng (også kaldet S-21), og på the Killing Fields, hvor mange af torturfangerne blev dræbt og begravet.

De ting, der foregik i Tuol Sleng og på the Killing Fields, var så ekstremt grusomme, at det er næsten ubærligt at tænke på – blandt andet blev spædbørn likvideret ved at blive kastet med hovedet først ind mod et stort træ. Har man først én gang besøgt de steder, og hørt om de ting, der foregik, er man ikke i tvivl om, at de Røde Khmer er et de mest grusomme regimer, der nogensinde har eksisteret.

I det sidste halve år har der kørt en retssag mod fængselschefen Kaing Guek Eav, kaldet Duch, og nu er der endelig faldet afgørelse i sagen. Duch, der anslås at være ansvarlig for mindst 14.000 menneskers død, blev idømt en fængselsstraf på 35 år – hvilket svarer til, at for hvert menneske, han har frataget livet, har han fået en fængselsstraf på 0,9 dag.

Jeg er utrolig glad for, at der er blevet dømt i sagen, og at Duch er blevet kendt skyldig – men at give ham en straf på 35 år er en direkte hån, ikke blot mod de pårørende til de 14.000, hvis død han er ansvarlig for, men over for de næsten 2 millioner cambodianere, som mistede livet under Pol Pots styre.

Duch burde i stedet have fået livstid, så det internationale samfund (domstolen er FN-støttet) kunne vise, at sådanne forbrydelser er så frygtelige, at der ikke kan gives en tidsbegrænset dom for sådanne forbrydelser – og at prisen for at tage et menneskeliv ikke er sølle 0,9 dag i fængsel.

cha

I juli 2007 var jeg i Cambodia, hvor jeg både besøgte torturfængslet S-21 og The Killing Fields, to steder, der vidner om et regime – de Røde Khmerer med Pol Pot i spidsen – der formåede at slå en fjerdel af landets befolkning ihjel på så brutale måder, at det får både Hitler og Stalin til at ligne søndagsskolebørn.

Når man, som jeg gjorde den juli-dag, står ved siden af et træ, mod hvilket små børn blev kastet og knust, når man kigger op på et tårn, hvori der ligger kranier fra tusindvis af uskyldige ofre, er man ikke i tvivl – menneskerettigheder er vigtige. Og én ret er vigtigere end alle andre – retten til sit eget liv.

Hvor ukrænkelig jeg end finder retten til sit eget liv, lige så meget kan jeg undres over den måde, beslutninger kan forsvares ved blot at kalde det for menneskeret. For kort tid siden besluttede Nepals højesteret eksempelvis, at forbyde jomfrugudinder (piger under 12år, der tjener i templer). Beslutningen blev begrundet med, at tempeltjenesten overtrådte pigernes menneskerettigheder – at de havde ret til deres barndom.

Umiddelbart kan det måske virke meget naturligt, at børn skal have lov til at være børn, og ikke tjene i et tempel – tænker man nærmere over det, er det dog en helt anden sag. 

I vores vestlige verden giver det nemlig mening, at børn skal have deres barndom i fred – men borgere i et land som Nepal (og over halvdelen af verdens befolkning) kan ikke bruge vores skala til noget som helst. Hvis pigerne ikke tjener som jomfrugudinder i et tempel, er de ladt tilbage med to valg – de, og resten af deres familie, kan sulte, eller de kan få et andet arbejde. Og lur mig, om det børnearbejde, de i så fald kommer ud i, ikke ødelægger deres barndom mindst lige så meget.

Når man taler om menneskerettigheder, må man derfor drage et skel – man må skelne mellem rettigheder, der er så fundamentale, at de skal gælde for alle, og rettigheder, der er nødt til at sættes ind i en kulturel kontekst. Gør man ikke dette, er rettighederne ikke længere en afspejling af medmenneskelighed – men slet og ret kulturimperialisme.

cha