Man behøves ikke kende meget til Det Konservative Folkepart for at vide, at der er cirka lige så mange tolkninger af konservatismen, som der er konservative. Det giver naturligvis grundlag for konstant debat om partiets politiske linje, hvilket jeg mener er en stor styrke. Konservatismen er nemlig ikke en færdiglavet opskrift på, hvor vi som samfund skal bevæge os hen. Vi tror ikke alene på, at markedskræfterne kan klare alt, sådan som klassisk liberalisme ellers foreskriver. Omvendt tror vi heller ikke på socialismens idéer om, at alt skal løses i kollektivet. Men når man ikke er helt enig om udgangspunktet for forståelsen af ens grundværdier, ens ideologi, er der også en fare for reel splittelse.

Heri skal man formentlig finde en stor del af årsagen til, at Det Konservative Folkeparti to gange i dets historie, har kastet sig ud i dræbende magtkampe om partiets linje. Først med kampen mellem Erik Ninn Hansen og Erik Haunstrup Clemmensen i 1970’erne, og siden mellem Hans Engell, der formåede at dræne det politiske mod ud af selv meget energiske politikere, og en række andre politiske ledere. Partiet skiftede således politisk leder 5 gange i perioden fra 1993 til 1998.  

Men hvorfor ribbe op i disse gamle ar? Partiet er for længst kommet ud af krisen og debatterne i dag foregår på et fornuftigt plan, hvor der er rum til forskellighed. Min årsag til at bringe emnet på banen er, at partiet reelt ikke har sikret sig mod fremtidige opgør. Det ligger klart, selv i min generations unge politiske DNA, at man aldrig må vende tilbage til så ondskabsfulde fløjkampe, som man oplevede dengang. Men organiseringen af partiet gør stadig, at en fremtidig magtkamp, på linje med de to forrige, ikke synes usandsynlig.

Problemet ved Det Konservative Folkeparti er, at alt for meget er bestemt i folketingsgruppen. Særligt er det problematisk, at det alene er folketingsgruppen, der vælger partiets politiske leder. Hvis man efter Poul Schlüters afgang i 1993 havde haft en åben debat om valg af politisk leder, og efterfølgende havde valgt denne på et delegeretmøde eller evt. ved urafstemning, ville denne have haft en meget stærkere platform og legitimitet, end når personen blot er udpeget af folketingsgruppen.

Man kan med fordel drage sammenligninger mellem de konservative stridigheder og formandskampen mellem Poul Nyrup Rasmussen og den daværende formand for Socialdemokratiet, Svend Auken. Det var en tydelig fløjkamp for åbent tæppe, men Nyrup fik cementeret sin legitimitet ved at vinde efter valg fra de delegerede. Dermed var ikke muligt for Auken at modarbejde Nyrup, idet tillidsfolkene havde truffet deres beslutning. Derimod kunne Engell bruge sin formodning om, at hovedparten af partiets medlemmer støttede ham, som bevæggrund for at fortsætte sin kamp for posten som politisk leder.

Den manglende inddragelse af personer udenfor folketingsgruppen gør ganske enkelt, at gruppen ikke har en reel modvægt. Jeg tror, og håber ikke, at vi kommer til at opleve en magtkamp som den vi så i 1990’erne, men partiets opbygning gør, at jeg desværre ikke vil udelukke scenariet.

HSN