At det er Patrick Swayzes død, der har fået mig til at skrive dette indlæg, virker muligvis lidt useriøst. Men bare rolig – selvom jeg kunne skrive hundredvis af sider om hvor god en film “Dirty Dancing” er, er det ikke det, jeg her vil fokusere på. For det er ikke kun Swayzes død – og det borgerlige valgnederlag i Norge – der har gjort denne tirsdag kold og trist. Efteråret er nemlig på vej, lige om lidt er det oktober – og så er det igen tid til, at Kræftens Bekæmpelse sætter fokus på brystkræft…

Jeg kan faktisk godt lide “Støt Brysterne”-kampagnen, og jeg synes det er vigtigt, at der bliver sat fokus på brystkræft, der trods alt er den mest udbredte kræftform hos danske kvinder. Men, når det er sagt, kan jeg blive temmelig harm over det manglende fokus, der er på mange andre kræftformer.

Eksempelvis burde der være meget mere fokus på forskning i den kræftform, som slog Patrick Swayze (og min egen farfar) ihjel – kræft i bugspytkirtlen. Kræft i bugspytkirtlen er nemlig en af de ondeste kræftformer, og hvor langt de fleste, der får konstateret brystkræft, overlever, er det kun 5% af dem, der har fået konstateret kræft i bugspytkirtlen, der stadig er i live 3 år efter diagnosen.

Andre eksempler på ofte glemte dræbere er nyrekræft, tyk- og endetarmskræft og blærekræft, som det også er nødvendigt med mere fokus på og mere forskning i – og ikke mindst indblik i forebyggelse af.

Derfor: Støt gerne brysterne – men støt hellere hele kroppen!

cha

“Jeg har ikke set et kondom i 20 år“. Citatet kommer fra Ugandas sundhedsminister, et af de mest ignorante mennesker, jeg nogensinde har mødt. Jeg havde “æren” af at møde ham forrige fredag, som kulminationen på en uge fyldt med indtryk fra forskellige projekter, civilsamfundsorganisationer og sundhedsklinikker. 

Et af de besøg, der gjorde allerstørst indtryk på mig, var da vi besøgte fødeafdelingen på Ugandas største hospital, Mulago Hospital. Her lå kvinder og fødte på gulvet – det er virkelig billeder, man aldrig får slettet fra nethinden.

Samtidig påstod Ugandas sundhedsminister, at mødredødelighed er en af regeringens største prioriteter på sundhedsområdet – temmelig spøjst, at man så ikke gør noget mere for at sikre ordentlige forhold for fødende (og gravide) kvinder.

Det er selvfølgelig nemt at henvise til det faktum, at Uganda er et uland, og at man ikke kan forvente at regeringen – hvor gerne den så end ville det – kan afsætte penge til eksempelvis bekæmpelse af mødre- og børnedødelighed. Eneste problem med det er bare, at det er lodret forkert. For ja, Uganda er et uland, og har ikke et statsbudget der ligner vores, men Uganda har dog stadig muligheden for at bruge flere af alle de mange penge, de modtager i budgetstøtte fra donorlande, eksempelvis Danmark, på dét, der burde være alle landes førsteprioritet – sundhed. 

Det Ugandas regering mangler er således ikke penge – men vilje. Viljen til at prioritere den almene borgers – og i særdeleshed kvindernes, som stadig er langt fra at blive betragtet som ligeværdige borgere – sundhed højere, end deres egen pengepunge. En ugandisk kvinde føder gennemsnitligt 6,7 børn – og når de mange fødsler sker under kummerlige forhold (at føde på Mulago Hospital er det nærmeste man kommer på et drømme-fødsels-scenario i Uganda), er det ikke så mærkeligt, at der for hver 100.000 fødsler dør næsten 500 kvinder. Og det er grotesk at tænke på, at der – uanset hvor mange donorpenge, der bliver pumpet ind i Uganda – ikke kommer til at ske nogen ændring, før regeringen (og sundhedsministeren) forstår, at kvinder altså ikke er fødemaskiner, men rent faktisk mennesker.

Der er dog også håb i Uganda – der er mange civilsamfundsorganisationer, som gør et helt igennem fantastisk stykke arbejde, og ligeledes er Gruppen af Kvindelige Parlamentarikere og Ministre med til at give håbet liv, når de prøver at få gennemført øgede budgetter til eksempelvis bekæmpelse af mødredødelighed. Så slaget er ikke tabt – men det er langt fra vundet.

Note: De mange fødsler var faktisk grunden til, at sundhedsministeren fortalte om sit eget absurde forhold til beskyttelse (og kondomer). En voksen ugander har nemlig adgang til i gennemsnit 4(!!!!!!) kondomer om året – og det var ifølge sundhedsministeren mere end rigeligt, for når man var gift, skulle man ikke bruge prævention (heller ikke selvom der er alt for mange børnefødsler, uønskede graviditeter og utro ægtemænd, som smitter hustruen med aids) – selv havde han jo ikke set et kondom i 20 år.

cha

I den seneste tid er jeg blevet mere og mere frustreret over den behandling, man møder i den offentlige sektor – især skole- og sundhedsvæsnet har gjort mig meget frustreret.

Senest kan man i dagens aviser læse, at lægesvigt kostede en lille dreng livet. I stedet for at røntgenfotografere drengen og derved konstatere, om han rent faktisk havde slugt et batteri eller ej, blev familien blot sendt hjem igen – og batteriet endte med at ætse drengen op indefra. Dette kommer efter, at en ung mand for en måned siden blev afvist på Rigshospitalet og efterfølgende døde af en hjerneblødning, som formentligt kunne være helbredt, havde han fået den rigtige behandling. Angiveligt blev han afvist fordi sygeplejersken mente, at han sagde han var homofil, og ikke hæmofil, men det kan nu ikke andet end undre, hvis sygeplejerskerne formoder at patienter taler om deres seksuelle præferencer, og ikke om sygdomme, som kan have stor indflydelse på deres liv.

Og ikke bare sundhedsvæsnet, men også skolevæsnet, bidrager til en stigende frustration. For små 14 dage siden blev jeg ikke bare frustreret, men også vred og inderligt ked af det, da jeg kunne læse, at en 12-årig dreng havde hængt sig selv, efter at være blevet mobbet i skolen. Sådan noget må bare ikke kunne ske, og når det kommer til mobning i skolen, har skolen et kæmpe ansvar – for forældre kan ikke vide andet om hvad der foregår i skolen, end hvad børnene og skolen fortæller dem om, og hvis et barn undlader at fortælle forældrene om mobningen, må og skal det være skolens pligt, at informere forældrene om dette, og ikke mindst tage hånd om det.

Vi priser os i Danmark lykkelige for vores gratis velfærdsydelser, og er uhh og ihh så glade for at kunne komme gratis til lægen og gratis i skole – men som bekendt er der no such thing as a free lunch, og hvis prisen for de gratis ydelser er at sende folk hjem for at dø i stedet for at redde deres liv, og at være medskyldig i selvmord ved at vende det blinde øje til, ja, så er der virkelig noget galt.

Jeg ved ikke, hvad der skal til for at vende den frygtelige kurs, som både sundhedsvæsenet og skolevæsenet er på, men der er i hvert fald brug for selvransagelse i de sektorer, hvis ikke de tre ovenstående dødsfald skal være helt og aldeles forgæves.

cha