I Danmark får man, som udefrakommende, hurtigt et indtryk af, at du er der for personalets skyld, og ikke omvendt. Det gælder både i hotellernes receptioner, butikkerne på Strøget, og ikke mindst caféer og restauranter. Sure miner, kolde og usynlige skjolde af overenskomster og regler, ingen rabatter eller fleksibilitet og ingen jovial eller nærværende, oprigtig service. Betal og skrid. 

Jeg foranlediges til at drage en direkte parallel fra danskernes jantelovsopvækst til deres fortrængte evne til at sætte sig selv i anden række og behandle andre end Dronningen som Konge. Hvis Kongen (læs “kunden”) heller ikke skal tro, at han er noget, så er én ting sikkert: Kongen kommer ikke igen.

Det kunne selvfølgelig også have noget at gøre med, at store dele af den danske servicebranche drives af unge mellem 16-19 år. De kan være både søde og dygtige, men den kvalitetsbevidste, “højtforbrugende” feriegæst forventer engagement, kompetence, og service på et helt andet plan. Som servicemedarbejder skal man kunne pege gæsten i den rigtige retning, tilbyde den rigtige pris, lave en ordentlig kop kaffe og forklare indholdet i en bestemt vare, og ikke mindst for ham til at føle sig rigtig, hjertelig velkommen. Det kommer ikke af sig selv, smuk udsigt eller ej.

Måske er det fordi jeg selv er uddannet serviceøkonom fra Hotel- og Restaurantskolen, eller fordi jeg som oftest oplever dansk servicementalitet udfolde sig i København, eller fordi jeg, som udlandsdansker, simpelthen har været priviligeret nok til at opleve helt ekseptionel service alle mulige andre steder i Europa og verden. Det er nok en forkælet kombination af hele pærevællingen.

Ikke desto mindre skal fokus på danskernes servicementalitet være en del af branchens nye strategi. Ellers risikerer vi, at strategien bliver en engangsforestilling.

pal