Børnefattigdomsdebatten mangler i den grad perspektiver, og jeg mener (uden forhåbentligt at lyde alt for hippie-agtigt) at der er to fuldstændigt fundementale ting, som alle børn har ret til, og som de vitterligt er utroligt fattige uden – nemlig kærlighed og omsorg.

Det virker dog som om, at omsorgssvigtede børn ikke giver lige så gode overskrifter i medierne, som 1. klasseeleverne uden mobiltelefon (og dermed uden mulighed for at lave legeaftaler – i den fagre nye verden kan man åbenbart kun kommunikere via sms) – i hvert fald er der meget mere fokus på denne neo-fattigdom, end der er på de børn, som virkelig lever under kummerlige forhold.

Og det er synd. For hvis der er nogen der har brug for hjælp, så er det de ikke omsorgssvigtede børn. Det gør mig ondt helt i marven, når man hører om børn, der ender som kastebolde mellem deres forældre, de sociale myndigheder og evt. plejeforældre – simpelthen fordi man, selv når det handler om tvangsanbringelser, og ikke kun frivilige, igen og igen sætter forældrenes ret til deres børn over børnenes ret til en opvækst med kærlighed og omsorg, og derfor sender børnene tilbage til forældre, der aldrig bliver i stand til at tage sig af dem.

Jeg er derfor meget spændt på at se, hvad arbejdet med Indenrigs- og Socialministeriets “Barnets Reform” ender med. Jeg håber personligt, at det vil blive nemmere at tvangsbortadoptere (spæd)børn – ikke fordi jeg på nogen måde er begejstret for formynderi af så ekstrem grad, men simpelthen fordi man bare er nødt til at sætte barnets tarv højere end forældrenes.

Der er nemlig ingen mennesker, der har ret til  – eller krav – på at få børn, men alle børn bør have ret til en god opvækst, fyldt med både kærlighed og omsorg.

cha