Pædofili er på ingen måde acceptabelt. Det ødelægger uskyldige børns liv, og der skal for alt i verden gøres hvad der kan for at bekæmpe det. Taleban ødelægger dog også folks liv – dog ofte mere bogstaveligt, ved simpelthen at slå folk ihjel. Derfor skal Taleban nedkæmpes, og derfor er vores danske soldater en vigtig brik for at sikre, at afghanerne kan leve i fred. Og kun hvis fred og ro bliver sikret, kan Afghanistan opleve fremgang og fremskridt.

Fremgang er dog mere end bare fred. Fremgang handler også om at sikre fundamentalt grundlæggende rettigheder for alle – også børn. Og børn over hele verdenen bør netop have lov til at leve i fred for overgreb. Hvis vores indsats i Afghanistan skal gavne, og skabe fremgang og fremskridt, er vi derfor også nødt til at ændre på de fuldstændigt forkerte elementer, der ligger i kulturen. Og på det her område er jeg bestemt ikke bange for at være kulturimperalist – for som mennesker kan vi på ingen måde acceptere overgreb på børn, blot fordi de lever i en kultur, hvor det er ‘normalt‘.

Der er derfor nødt til at være et øget fokus på at gøre det klart for afghanerne, at pædofili er fuldstændig og helt og aldeles forkert og uacceptabelt. Og det må gøres klart, at overgreb på børn har konsekvenser – jeg ved ikke, om pædofili i dag kan straffes i Afghanistan (jeg har mine tvivl…), men hvis ikke, bør der indføres en straf for pædofili, så der sendes et klart og tydeligt signal om, at det på ingen måde kan tolereres.

Der er formentligt også andre måder, hvorpå man kan belyse, at pædofili er uacceptabelt – oplysningskampagner kunne også være en mulighed, om end mit kendskab til Afghanistan ikke er stort nok til at vide, om sådanne ville kunne have en reel effekt. Uanset hvad, er vi i hvert fald nødt til at gøre noget – for vi kan ikke påstå at vi redder et folk, samtidig med at vi lader børnene i stikken.

cha

Forudsat at rygterne om de nye ministre taler sandt, er den mest bemærkelsesværdige udnævnelse, at Lene Espersen overtager udenrigsministerposten. Nok var det ventet, men tilbage står stadig spørgsmålet om, hvorvidt det er en særlig klog strategi?

Jeg hører ikke til dem, der allerede nu er ved at skrive den politiske nekrolog over Lene Espersens formandskab, selv om det seneste halvandet år har været præget af en manglet overordnet politisk strategi for Det Konservative Folkeparti. Partiet har i desperation over dårlige meningsmålinger fremsat halvfærdige forslag, hvor både den juridiske og politiske holdbarhed har været mangelfuld. Af eksempler kan nævnes, da Bendt Bendtsen under EP-valgkampen skiftede holdning til Tyrkiets medlemskab af EU og da burkaer skulle forbydes, hvilket iflg. Brian Mikkelsen også var begrundet i hensynet til trafiksikkerheden.

Men en af de udmeldinger, der for alvor kan sætte tvivl om Lene Espersens evne til at være udenrigsminister var, da hun kort før COP15’s start afviste at ville trykke Robert Mugabe hånd, ligesom hun opfordrede til dansk kritik af Mugabes gentagende menneskerettighedskrænkelser. Det er ingenlunde min hensigt at forsvare Mugabe, men det sender et uheldigt signal for fremtidig dansk udenrigspolitik, hvis udenrigsministeren ikke kender diplomatiets regler.

Hvis man forestiller sig, at Per Stig Møller havde fulgt det velmente råd fra partiformanden, ville konsekvensen have været, at det danske formandskab i endnu højere grad ville få den afrikanske union på halsen. 

Ræsonnementet for Lene Espersens overtagelse af Udenrigsministeriet synes todelt. For det første har udenrigsministeren traditionelt været populær og samtidig vil det være en bedre platform for politiske udmeldinger.

Førstnævnte antagelse synes rigtig. Med undtagelse af Mogens Lykketofts korte tid som udenrigsminister, har positionen i de seneste regeringer været forbundet med stor popularitet og en god platform til at synliggøre sig selv.

Imidlertid er taktikken ikke tidssvarende. Først og fremmest er statsministerembedet blevet meget mere internationalt.                                Schlüter beklager sig åbenlyst i hans erindringer, ”sikken et liv” fra år. 1999, over, at Uffe Ellemann sad så hårdt på udenrigspolitikken, mens han selv måtte tage sig af de mere trivielle indenrigspolitiske sager.                            Siden Schluters tid er meget dog ændret. Der er bred enighed om, at en af årsagerne til at Niels Helveg Petersen i år. 2000 trådte tilbage som udenrigsminister var, at Nyrup blandede sig for meget i udenrigspolitikken. Også under Fogh blev statsministerens suverænitet på udenrigspolitikken understreget, hvilket bl.a. var tydeligt under EU-formandsskabet og i optakten til klimatopmødet.                                                                                            Man kan altså argumentere for, at Statsministeriet har udviklet sig til at være et slags ”mini udenrigsministerium”, hvilket har forøget den udenrigspolitiske handlefrihed betydeligt for den siddende statsminister.

Tilbage står naturligvis usikkerheden om, hvor store udenrigspolitiske ambitioner Lars Løkke Rasmussen har ovenpå det kæntrede klimatopmøde, hvor kritikken særligt var rettet mod Løkkes personlige formandskab. Omvendt er Løkkes mulighed for at opbygge et ”statmandsimage” afhængig af en udenrigspolitisk profil, hvilket kan kæntre det konservative forsøg på genoprejsning.

HSN

En af de ting, der undrer mig, er, at man overhovedet har mulighed for at give afviste asylansøgere tålt ophold. For det første er det paradoksalt, at man afviser at give folk asyl, men alligevel lader dem blive i landet, og for det andet forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor man ikke i stedet giver de mennesker en midlertidig opholdstilladelse, så de har mulighed for at hjælpe til på arbejdsmarkedet, og få en mere normal hverdag – det er nemlig heller ikke billigt at have asylcentre, og kigger man på det med lidt kyniske briller, kan det da kun være en fordel, at de afviste asylansøgere så kan være med til at tjene nogle af de penge tilbage igen.

Hvad der dog også undrer mig er, at man ikke i langt højere grad laver asylcentre i nærområderne. Dansk Folkeparti har godt nok en idé om, at Danmark tilsyneladende flyder med mælk og honning, og at man derfor intet højere ønske kan have, end at komme til Danmark – men jeg tror nu, at de fleste mennesker til enhver tid hellere vil være der, hvor de hører til, hvor de taler sproget og forstår kulturen. Hvis man fx for flygtninge fra Darfur valgte at sende penge, der skulle have været brugt på asylcentre i Danmark, til Tchad eller Cameroun, ville de penge altså række meget længere – man ville kunne hjælpe mange flere mennesker - og menneskene ville stadig være i et område, der var tilpas kendt, og ikke i et fremmed, koldt land højt mod nord.

En konservativ asylpolitik må og skal handle om sammenhænge – men den danske asylpolitik er ikke meget andet end brudstykker.

cha