“Jeg har ikke set et kondom i 20 år“. Citatet kommer fra Ugandas sundhedsminister, et af de mest ignorante mennesker, jeg nogensinde har mødt. Jeg havde “æren” af at møde ham forrige fredag, som kulminationen på en uge fyldt med indtryk fra forskellige projekter, civilsamfundsorganisationer og sundhedsklinikker. 

Et af de besøg, der gjorde allerstørst indtryk på mig, var da vi besøgte fødeafdelingen på Ugandas største hospital, Mulago Hospital. Her lå kvinder og fødte på gulvet – det er virkelig billeder, man aldrig får slettet fra nethinden.

Samtidig påstod Ugandas sundhedsminister, at mødredødelighed er en af regeringens største prioriteter på sundhedsområdet – temmelig spøjst, at man så ikke gør noget mere for at sikre ordentlige forhold for fødende (og gravide) kvinder.

Det er selvfølgelig nemt at henvise til det faktum, at Uganda er et uland, og at man ikke kan forvente at regeringen – hvor gerne den så end ville det – kan afsætte penge til eksempelvis bekæmpelse af mødre- og børnedødelighed. Eneste problem med det er bare, at det er lodret forkert. For ja, Uganda er et uland, og har ikke et statsbudget der ligner vores, men Uganda har dog stadig muligheden for at bruge flere af alle de mange penge, de modtager i budgetstøtte fra donorlande, eksempelvis Danmark, på dét, der burde være alle landes førsteprioritet – sundhed. 

Det Ugandas regering mangler er således ikke penge – men vilje. Viljen til at prioritere den almene borgers – og i særdeleshed kvindernes, som stadig er langt fra at blive betragtet som ligeværdige borgere – sundhed højere, end deres egen pengepunge. En ugandisk kvinde føder gennemsnitligt 6,7 børn – og når de mange fødsler sker under kummerlige forhold (at føde på Mulago Hospital er det nærmeste man kommer på et drømme-fødsels-scenario i Uganda), er det ikke så mærkeligt, at der for hver 100.000 fødsler dør næsten 500 kvinder. Og det er grotesk at tænke på, at der – uanset hvor mange donorpenge, der bliver pumpet ind i Uganda – ikke kommer til at ske nogen ændring, før regeringen (og sundhedsministeren) forstår, at kvinder altså ikke er fødemaskiner, men rent faktisk mennesker.

Der er dog også håb i Uganda – der er mange civilsamfundsorganisationer, som gør et helt igennem fantastisk stykke arbejde, og ligeledes er Gruppen af Kvindelige Parlamentarikere og Ministre med til at give håbet liv, når de prøver at få gennemført øgede budgetter til eksempelvis bekæmpelse af mødredødelighed. Så slaget er ikke tabt – men det er langt fra vundet.

Note: De mange fødsler var faktisk grunden til, at sundhedsministeren fortalte om sit eget absurde forhold til beskyttelse (og kondomer). En voksen ugander har nemlig adgang til i gennemsnit 4(!!!!!!) kondomer om året – og det var ifølge sundhedsministeren mere end rigeligt, for når man var gift, skulle man ikke bruge prævention (heller ikke selvom der er alt for mange børnefødsler, uønskede graviditeter og utro ægtemænd, som smitter hustruen med aids) – selv havde han jo ikke set et kondom i 20 år.

cha