Dette indlæg skal dog ikke handle om min bitterhed over USAs valg af præsident – selvom jeg helt ærligt er skuffet – men tværtimod om noget fantastisk, jeg oplevede og iagttog over there – nemlig den rolle, kirken indtager i samfundet.

Jeg snakkede fx med en ung gut, som boede på et kristent center. Han havde haft en del problemer, men havde så fået lov til at flytte ind på centeret, hvor han nu havde en fast rutine i dagligdagen, og var i gang med en uddannelse – kvit og frit. Blandt andre af beboerne på centeret var tidligere alkolikere og junkies – også de fik samme omsorg, uden at skulle betale noget som helst.

Jeg nåede også en tur i kirke derovre, og selvom jeg, som protestant til en katolsk messe, følte mig en smule forkert på den, var det alligevel en rigtig god oplevelse. Præsten afsluttede nemlig med at bede for alle dem, der skulle stemme om tirsdagen – der blev bedt for, at de fandt styrke til at vælge de rigtige mennesker, og at kandidaterne besad den nødvendige integritet. Og det blev gjort klart, at det var en pligt at tage til det nærmeste valgsted for at stemme. 

Jeg synes, at det er intet mindre end fantastisk, at kirken på den måde tager et ansvar for ikke bare sin menighed, men også andre mennesker i nød - og på den måde er med til at overflødiggøre staten på visse punkter. Der er nemlig intet mere selvudslettende for et samfund, end når man begynder at forvente, at staten skal tage sig af sine borgere – og ikke borgerne af hinanden.

cha

Artiklen kommer som sendt fra himlen, efter at vi på konkosmo redaktionen (Det Vide Hus i Gothersgade) netop har diskuteret hvordan man som dansk konservativ kan være tilhænger af Obama. Min første indskydelse er nemlig ”borgerlige i modsætning til hvad?” De fleste amerikanere ligger pænt til højre for dansk socialdemokratisme, og folkesocialisme har de brugt 50 år på at bekæmpe – fysisk! De fleste amerikanere er altså, over en bred kam, borgerlige i dansk forstand – spørgsmålet er bare hvordan og hvor meget. Denne forskel er i sig selv et interessant emne, men tilbage til spørgsmålet om hvordan man som dansk konservativ kan have den frækhed at drømme sig til en demokratisk præsident i USA.

The Economist siger det, efter min mening, ret præcist: ”For mange konservative står Obama for de kvaliteter, som deres parti har svigtet: Pragmatisme, kompetence og respekt for hovedet frem for hjertet” (læs hele artiklen her). Aha. Demokraterne er altså i virkeligheden mere konservative end The Grand Old Party?

Til spørgsmålet, Hvor ville du sætte dit kryds, hvis du kunne? svarer Brian Mikkelsen (K) anderledes i Søndagsavisen (24.-26. oktober 2008), men påpeger en lige så vigtigt ”kosmopolitisk” dimension: Jeg ville være i tvivl. Der er ingen tvivl om, at jeg politisk er på John McCains side. Men på den anden side har Barack Obama en energi og dynamik, der vil være godt for hele verden. Han vil kunne genrejse respekten for USA, og det er i vores alle sammens interesse.

Nu er Brian Mikkelsen selvfølgelig ikke den eneste borgerlig, der i dette særtilfælde af en amerikansk valgkamp vælger at pege på Obama som præsident. En meningsmåling lavet af det britiske Daily Telegraph viser fx, at 52 pct. af borgerne i Storbrittanien, Frankrig, Tyskland, Italien og Rusland støtter Barack Obama og Demokraterne på trods af, at der er mere eller mindre konservative regeringer i alle de nævnte lande, undtagen Storbrittanien.

Enten prøver Brian Mikkelsen bevidst at slå to fluer med ét smæk, eller også er der noget om snakken – at europæisk konservatisme lægger sig tættere op af moderne Demokratisk politik, end de aldrende og reaktive ultra-konservative i det Republikanske Parti. Med andre ord, man kan sagtens være konservativ herhjemme, og Demokrat over there.

pal